Nyhed

Sting arbejder igen med opera

Rockstjernen håber at tiltrække et nyt publikum til opera. Han har netop udgivet en film, hvor han og konen Trudie Styler fortæller historien om komponisten Robert Schumann

Sting har sat opera på film, til støtte for uddannelsesprogrammet Royal Opera House Education Programme. Uddannelsesprogrammet tager årligt 90.000 mennesker ind, for at lære dem om opera, dans og musik. Han håber, at det kan hjælpe til at få et bredere publikum interesseret i opera. Denne gang får hans fans dog ikke fornøjelsen af at høre ham synge opera, som de kunne i november 2008, da han sammen med kollegaen Elvis Costello gik på scenen i Theatre Du Chatelet, Paris, for at opføre "Welcome To The Voice". 

På filmen "Twin Spirits", optaget i det engelske Royal Opera House, er der professionelle operasangere og klassiske musikere, mens Sting og konen Trudie Styler læser de kærlighedsbreve op, som blev udvekslet imellem komponisten og pianisten Robert Schumann (1810-1856) og hans kone Clara. Sting betegner romancen mellem Schumann og Clara som tragisk, et dødsdømt forhold. Clara Wieck Schumann var også komponist og pianist, og hun var klaverlærer for sin ægtemand. Robert Schumann fik et nervesammenbrud og blev sindssyg, og gjorde Clara til enke, da han var kun 46 år gammel. Hun levede selv til at blive 77 år, og opfostrede deres syv børn alene.

Sting og Styler er først for få år siden begyndt at interesse sig for opera. Det var den nu afdøde operasanger Luciano Pavarotti, der inviterede dem til en forestilling, og åbnede deres øjne for genren. Styler fortæller BBC News om, hvordan han har inspireret dem: "Luciano gjorde virkelig opera til pop-kultur, og jeg tror at dette er noget han virkelig ville sætte pris på, og vi kommer til at tiltrække folk, som normalt ikke kommer (i operaen, red.)."


Overskudet der, som nævnt, går til Royal Opera House Education Programme, vil sørge for at flere kommer til at tage en uddannelse inden for opera og finde frem til deres talenter. Det vil hjælpe folk, som ellers ikke ville have midler til at tage uddannelsen, til at komme i gang, og dermed tilføre nyt blod til, både på scenen og bag den.

"Det kræver færdigheder at opsætte en opera, det er ikke bare sang - det er at sætte scenen op, lave parykker, lave kjoler, det er sceneskift. Idéen om at give det videre til en større gruppe af samfundet, er noget, der appelerer til os begge." siger Sting til BBC.

Dvd'en vil være at finde i butikkerne fra den første oktober 2009, og kan forudbestilles her.


ANNONCE