Nyhed

Metallica i Parken 26. maj

Metalgiganterne til Danmark med Slipknot som support. Billetsalget starter 10. december på Billetmaskinen, TDC-butikker og Sex Beat Records.

I december er Metallica på Europaturné, og skulle man ærgre sig over, at metalgiganterne denne gang headbanger uden om Danmark, er der trøst: De spiller i stedet i Parken, der til lejligheden vil være overdækket, i København 26. maj, med Slipknot og muligvis endnu et band som opvarmning.

Metallica var i storform, da de – umiddelbart efter udgivelsen af det særdeles hårdtslående album "St. Anger" – spillede på årets Roskilde Festival, hvor GAFFA.dk’s anmelder Keld Rud måtte uddele de maksimale seks stjerner for oplevelsen.

Billetsalget til Parken starter på næste onsdag 10. december kl. 10:00 på Billetmaskinen i Sex Beat Records i København og alle landets TDC-butikker.


Er du medlem af Klub GAFFA, kan du i øvrigt i Klub-tillægget dette nummer læse en detaljeret gennemgang af Metallicas turnéer og liveplader, -videoer og –dvd’er gennem 21 år. Vil du have tillægget, kan du endnu nå at melde dig ind på http://klub.gaffa.dk

ANNONCE