Sune Wagner: To årtier som sangskriver

Hvad var det du drømte om i ’94 (hvor Psyched Up Janis’ debutalbum "Swell" udkom, red.), og hvordan ser den drøm ud, i forhold til den virkelighed, som I oplever i dag?
– Den er gået over al forventning, vil jeg sige. Men jeg havde jo allerede en drøm lang tid før det. Og alle de ting jeg drømte om dengang, de er jo gået i opfyldelse – gange ti. Jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at vi skulle stå inde på Don Ienners kontor i New York og spille på Dylans guitar og sådan nogle vilde ting. Men jeg har i grunden altid være meget beskeden omkring det. Det eneste, jeg gerne har villet have, var bare tid til at lave musik. Ikke at skulle på arbejde fra ni til fem hver dag, så man var for træt til at kunne skrive. Simpelthen friheden til bare at kunne lave musik. Det er en beskeden drøm, men det var det, der betød meget for mig. Så jeg er supertaknemmelig og tager overhovedet ikke noget af det her for givet på nogen måde. Jeg kniber mig selv i armen hver dag og siger, ”hvor er det dog vildt altså!”. Så flyver vi lige til Los Angeles på tirsdag, og så skal vi lige lave en video, og så kan man lige tage til Italien i en uge. Det er jo et vildt fedt liv. Godt nok er jeg temmelig træt af at rejse efterhånden… Men jeg skal heller ikke rejse igen, når jeg bliver voksen! Så er jeg færdig, altså. Mine børn, de kommer ikke på ferie! Det må de altså selv klare. Jeg trækker en Lars von Trier på dem. Jeg vil kun køre i sådan en camper fremover. Aldrig mere i lufthavnen!

Har du mere mod på at spille i Danmark nu i forhold til tiden med Psyched Up Janis?
– Nej, overhovedet ikke. Eller næh, altså, det ved jeg sgu ikke. Forstå mig ret, jeg har jo stået på Fermaten i Herning halvdelen af mit liv, og det er altså ikke skideinteressant hver gang. Men selvfølgelig er det rart at være stort i sit eget land, og jeg havde da også en okay storhedstid med Psyched Up Janis. Men jeg har jo aldrig været Safri Duo eller Sys Bjerre og ligget deroppe på hitlisten. Så det kunne da være vildt sjovt at prøve. Og vi har jo altid gerne villet være det største band i verden.

Har du et spillested, som du ikke har spillet på, men hvor du håber på at komme til at spille?
– Madison Square Garden! Det kunne altså være ret fedt. Da vi var på turné med Depeche Mode, kom vi desværre ikke til at spille det job, men vi spillede alle de andre med dem. Men det kunne jeg da godt tænke mig at prøve en eller anden gang – at være så stor, at man kunne prøve at headline sådan nogle shows. Men så er man altså også af en helt anden kaliber, hvor jeg tror, det begynder at blive rigtig hårdt at spille. For når man står foran så mange mennesker, der sikkert ikke har købt helt billige billetter, så skal man virkelig levere varen. Virkelig underholde folk. Og det er måske vores svage punkt. Vi er jo ikke et underholdende liveorkester. Vi sørger bare for at spille så godt vi kan, og forhåbentlig får lydmanden det til at lyde supergodt, så folk går hjem med en god oplevelse. Men det er også svært, fordi vi jo er to forsangere. Vi har ikke én, der ligesom står i front og fyrer den af ligesom Depeche Mode har. Vi har to, der helst ikke vil være i front! Dave Gahan har en fed personlighed og fantastisk stemme. Kurt Cobain, en fed frontfigur. Det har vi jo ikke rigtigt. Vi har tit snakket om, at det kunne da være fedt, hvis vi bare kunne smide guitaren og gribe mikrofonen og så fyre den af. Og det kan da også være vi kan det en dag, hvis vi bliver større. Så kan vi bare hyre nogle musikere, og så kan vi bare synge. Men altså, jeg ved ikke, om vi ville kunne underholde sådan et stort sted.

Altid inspireret
Hvordan påvirker det din kreativitet, at du sidder som respekteret og succesfuld musiker i midt-30'erne, frem for da du sad i starten af 20'erne og endnu havde succesen til gode?
– Jeg startede med at skrive sange, da jeg var 15 år, tror jeg, og jeg har gjort det lige siden. Jeg har aldrig gjort det på en anderledes måde, og jeg synes altid, at jeg er inspireret. Jeg kan altid bare gå ud og skrive en masse sange, hvis jeg har lyst til det. Jeg synes ikke, der er den store forskel. Men hvis jeg endelig skal sige noget, så synes jeg faktisk, jeg bliver mere og mere inspireret. Men måske er det også bare fordi, man bliver ældre og får noget mere erfaring. Jeg er nok også blevet mere seriøs omkring det. Da jeg var yngre, gik jeg måske bare mere i byen, end jeg skrev sange. Og nu vil jeg hellere skrive sange end at gå i byen.

Men du kan ikke mærke forskel på at skrive sangene til "Swell" og så dem til ”In And Out Of Control”?
– Nej, det synes jeg faktisk ikke, jeg kan. For det er den samme måde, jeg skriver på, og de samme indre følelser. Den samme rastløshed, jeg hele tiden prøver at håndtere. Nostalgi og alle sådan nogle ting. Jeg er simpelthen ikke kommet nogen vegne!

Hvad hed den første sang, du skrev, da du var 15? Kan du huske det?
– Nej, det kan jeg sgu ikke. Men jeg kan huske, at vi havde et fedt nummer, som hed, øh… The Storm, faktisk! Som handlede om riddere! Det har min mor nemlig på video derhjemme. Men da vi begyndte at spille, var vi jo meget inspirerede af D-A-D. Så det var det dér eventyrlige med cowboys og riddere.

Kan det ikke passe, at du også har spillet i et coverband, hvor I spillede Anne Linnet, Shu-Bi-Dua og U2?
– Jo, det gjorde jeg i folkeskolen. Dér spillede vi til vores afgangsting. Det er rigtigt.

Spillede I kun den ene gang?
– Ja, det var bare en engangsforestilling. Bødlerne. Det blev ikke til mere end det!

For hvis skyld vil du sige, at du skriver musik? Er det udelukkende din egen, eller er det også nogle gange med dine tilhængere i tankerne, og er der også nogle gange en idé om, at der er nogle folk, der skal lære, hvad god musik er? Sådan hvis man tænker på de referencer, I trækker fra.
– Puh, det var en svær én. Jeg vil sige, at primært skriver jeg for mig selv. Ellers er det jo ikke sjovt.

Men der må være en bevidsthed om, at det ikke kun er dig selv, der kommer til at høre musikken.
– Ja, jeg tror da, at når man sidder og skriver, så vil man da også gerne imponere. Og den første, jeg skal imponere, det er jo Sharin. Så jeg bliver nødt til at skrive nogle numre, som jeg håber vil få hende til at sige, at ”årh, det er da det vildeste nummer” eller ”det er da supercool”. Så det er klart, at jeg har dén i baghovedet. Det med at skrive med fans i tankerne, det har jeg i grunden aldrig rigtig tænkt så meget over. Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg bare kan imponere mig selv, og jeg kan imponere Sharin, så skal de andre sgu nok følge med også!

Respekt til The Horrors, Kanye West og Sandmen
I 2003 fortalte du GAFFA, at du ikke havde købt en ny plade i hundrede år, fordi musikscenen var så kedelig. Den ville du gerne ændre. Er den så blevet mere interessant, her seks år senere?
– Ja, det synes jeg faktisk, den er. Jeg synes, der var lidt langt mellem de gode plader, men det kan også være, at jeg er blevet langt mere åben over for ny musik, end jeg har været før. Men jeg synes også, der begynder at komme nogle nye bands, som laver nogle ret fede ting. For eksempel synes jeg, at The Horrors’ nye plade er rigtig, rigtig god. Jeg synes også, MGMT lavede en rigtig god plade. Og Yeah Yeah Yeahs synes jeg sgu altid er et fedt band at høre. Chairlift er et rigtig godt band. LCD Soundsystem. Og så synes jeg, at en af de største plader er Kanye Wests nyeste. Den er så ekstremt original og gennemført, og der er nogle fucking fede sange på. Det er en monsterproduktion.

Hvilke danske bands føler du et tilhørsforhold til?
– Af danske favoritter gennem tiderne, som jeg har haft, og som jeg virkelig har beundret, så var Sandmen nok mit yndlingsband. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Det har jeg syntes var Danmarks bedste rockband gennem tiderne. Så er der mange, der vil sige Gasolin’, men jeg vælger alligevel Sandmen. De havde så meget beundringsværdig attitude og noget sorthed i deres musik. Det var rock n’ roll, som det skulle være, syntes jeg. Og da "No Fuel Left For The Pilgrims" med D-A-D udkom, var jeg da helt klart solgt. Og jeg har også set virkelig mange koncerter med dem dengang. Jeg blaffede fra Sønderborg til Århus bare for at se dem. Det fik jeg også sagt til Jesper Binzer, sidst jeg mødte ham. Jeg har aldrig rigtig snakket med ham tidligere, men han blev rigtig glad.

Kim Larsen har snakket om, hvordan det at kæmpe for at nå til tops er det, der er spændende – mens det at opholde sig på toppen i sig selv ikke er så interessant. Er det noget, du kan relatere til?
– Nej, jeg har aldrig været på toppen!

Måske ikke toppen over dem alle, men én tinde har I jo dog nået.
– Jeg tror godt, jeg ved, hvad du mener. Når man starter et band, og man har alle de her ambitioner, så er det jo altid interessant at prøve at overbevise folk om, at det er godt. Det er jo altid sjovt i starten at spille i London for tyve mennesker og så prøve at overbevise de tyve mennesker, om at det faktisk er ret godt. ”Så når vi spiller i London igen i næste måned, så tag lige jeres venner med!” Og det er jo stadigvæk det vi gør nu. Vi spiller stadig for en masse folk, som ikke kender vores musik. Men altså, alle folk ved jo, hvem Kim Larsen er. Man kommer jo ikke hjem og siger, ”hold kæft, jeg har lige hørt den fedeste cd med en, der hedder Kim Larsen! Han er bare så fucking god! Jeg købte en plade med ham, og så fortalte de mig, at han engang har været med i et band, der hedder Gasolin’! Så hørte jeg en plade med dem, og det er vildt fedt!” Kim Larsen bliver jo ikke større end han er. Måske er det dét, han synes er uinteressant. Måske savner han noget udfordring. Så må han jo bare lave en plade på engelsk igen!

Den afbrudte solokarriere og gendannelsen af Psyched Up Janis
Da Sharin skulle være mor, kunne du have valgt at tage en ferie, få lidt sol og få lidt at spise, men i stedet valgte du at udsende 4 ep’er, du lancerede og destruerede din solokarriere – og du gendannede Psyched Up Janis. Kunne du ikke have godt af lidt ferie?
– Jo, men jeg har først lige fundet ud af nu her, hvor jeg faktisk lige har været på ferie, at jeg har godt af at holde ferie engang imellem. Jeg kunne mærke, at jeg fik det virkelig godt, og jeg sov virkelig godt. Og samtidig var jeg enormt inspireret og glædede mig til at komme i gang med at arbejde igen. Men det var faktisk rigtig godt for mig. Så jeg burde måske engang i mellem bare slappe lidt mere af. Jeg kørte den måske lidt hårdt i den periode dér, og jeg havde et behov for at lave den danske plade, og det var fedt at lave de dér ep’er. Og så Psyched Up Janis. Det hele eskalerede jo bare og opstod af små ting. For eksempel skete den gendannelse jo på grund af Søren Solkærs reception, hvor jeg ligesom bare havde lovet ham, at jeg ville komme med et musikalsk indslag. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Og da mig og Søren så sad en dag og spiste sammen, spurgte han mig så – ”jeg skal bare lige høre, hvad du har fundet på? Vi skal jo have trykt de dér flyers i morgen” – og så i stedet for at sige til ham, at jeg slet ikke havde tænkt på det, så sagde jeg bare, ”jamen, jeg har tænkt lidt på at gendanne Psyched Up Janis”. Jeg anede slet ikke, hvad jeg sagde til ham, men så for ikke at virke utjekket, så skyndte jeg mig at skrive til Jakob, som jeg jo ikke havde snakket med i ti år! ”Hvad siger du til det?”, og den var han helt med på. ”Skal vi ikke have Yebo med?”, og ”jo, klart”, og jeg skrev til Yebo, og Yebo var på. Og så ringede jeg til Søren dagen efter og sagde, ”ja, det er fint! Vi spiller!”. Havde det ikke været på grund af det, så ved jeg ikke, om vi havde gendannet Psyched Up Janis. Det er jo ikke noget, som har været så relevant, kan man sige.

Hvorfor afbrød du din solokarriere?
– Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Jeg følte lidt, det var sådan en dagbogsting. Og når du skriver dagbog, så går du jo ikke tilbage en måned efter og siger ”ih, hvor sjovt!”. Det var bare noget, der skulle ud. Den plade var meget tidsbestemt. Jeg synes stadig, det er en pissegod plade, og jeg er virkelig glad for den, og jeg kan godt lide at høre den. Men jeg kan ikke rigtig gå ud og stå inde for den.

Du kunne ikke lige have spillet de sidste par jobs?
– Jamen, jeg synes ikke, det var relevant for mig. Og jeg begyndte også at få pissetravlt med Raveonettes på det tidspunkt. Der var en masse sange, der skulle leveres, og når jeg har så meget ved siden af, var det svært for mig at koncentrere mig om det. Et eller andet sted kunne man jo sige ”tag i Tivoli og tag pengene” – der er vildt gode penge i sådan et Tivoli-job. Dem kunne jeg da sagtens have brugt. Men så meget betød det ikke for mig.

Hvad med alle dem, der havde købt billetter og havde glædet sig til at se dig?
– Det er jo altid forfærdeligt at skulle aflyse ting. Men nogle gange er det jo bare nødvendigt. Det har vi jo også gjort med Raveonettes mange gange. Sådan er det bare, om det så er fordi man er syg eller skal noget andet. Nogle gange må man jo bare prioritere sit liv og hvad, der er vigtigst for én. Jeg kunne bare mærke, at jeg var stresset i den periode, og det havde overhovedet ikke været særlig fedt for mig at spille den koncert, og det havde heller ikke været fedt for folk at se på. De ville bare have stået og set på en mand, som ikke rigtig gad være der. Og det synes jeg ikke rigtig, jeg kunne tillade mig heller.

Lev stærkt – mens man er ung
I synger ofte om et liv på kanten. Men er det ikke en kant, I har tvunget jer selv hen til? I kunne jo godt have valgt et mere småborgerligt job og at være velfærdsdanskere, og så behøvede I ikke at opleve det her liv på kanten.
– Nu er der jo flere ting i det. De scenarier, vi beskriver på den nye plade, har jo ikke noget personligt med os at gøre. Det er jo folk, vi kender, og folk, som vi har mødt. Den generelle opfattelse af, hvordan man har oplevet, at stoffer for eksempel kan ødelægge et forhold. Det er bare ét aspekt. Men med hensyn til at opsøge det, så vil jeg sige – og nu svarer jeg kun for mig selv – at ja, jeg har da helt klart opsøgt det i en lang årrække, fordi jeg altid er blevet mindet om det, dengang jeg selv startede med at lytte til musik og se dokumentarfilm. Det at leve livet på kanten har bare været en del af det at spille rock 'n’ roll, og det har appelleret til mig. Og jeg har altid haft lyst til at prøve det. Og jeg fortryder heller ikke noget af det. Men jeg er heller ikke sådan en type, der kan blive ved med det. For så tror jeg faktisk ikke, jeg holder særligt længe. Og jeg synes, at det at lave musik er bare så meget mere vigtigt end det.

Så ”lev stærkt – mens man er ung”?
– Ja, helt klart. Nu får man noget mere livserfaring, og man ser andre folk gå i fordærv. Og man har også selv været derude, hvor det bare ikke var sjovt overhovedet at lave noget som helst, der har med musik at gøre. Man gad ikke lave interviews, man gad ikke spille, og man gad ikke at rejse. Og det er jo ikke fedt for nogen. Det er jo bare usundt for bandet i det hele taget. Nu er jeg bare blevet sådan mere businessminded og har helt vildt lyst til at lave musik og skrive og optræde og arbejde, og jeg er bare glad for, at jeg har fået det sådan.

Hvis man kigger tilbage i rockhistorien, er det jo tit de, der kommer fra kummerlige kår, som man har beskrevet som værende autentiske – overfor dem, der selv vælger et sådant liv. Kan du følge det?
– Ja, helt sikkert. Men altså, jeg ved ikke om det er decideret valgt – ”nu har jeg lyst til at gå i fordærv!”. Der er nogle ting, der er svære at komme udenom, når man først begynder at turnere. Det er bare ret kedeligt. Der er enormt meget til sig selv, og der er mange stunder, hvor det er frustrerende at være væk hjemmefra eller fra en, man holder af. Og måske synes man, at man spilder tiden, for man kan ikke rigtigt være kreativ. Så den måde falder man ind i det, uden det nødvendigvis er et valg, man selv træffer. Det er sådan noget, der bare gradvist kommer. Og så finder man ud af, at ”hey, vi kan jo også bare gå på bar! Og så sidde her de næste otte timer!” Og vi turnerede rigtig meget engang – over hundrede dage om året – og så sidder man oppe i bussen til klokken ni næste dag og tager alt, der ligesom er. Af kedsomhed.