Nyhed

Tiësto til Danmark

Den hollandske dj tager sit gigantiske show med til Parken i maj 2010

Som et led i sin verdensturné Kaleidoscope World Tour, der startede i slutningen af september 2009 med tre udsolgte shows i New York, vender en af verdens største dj-navne lørdag 29. maj 2010 tilbage til København for endnu engang at lægge Parken ned.

Tiësto udsender i morgen mandag 5. oktober sit fjerde album "Kaleidoscope", hvor han samarbejder med en lang række kunstnere fra Nelly Furtado til Jonsí fra islandske Sigur Rós samt Calvin Harris og Kele Okereke fra Bloc Party. I forbindelse med udgivelsen af dette album har han forberedt en verdensturné, der i løbet af fjorten måneder vil tage ham gennem de største byer i USA, Sydamerika og Australien, inden han til foråret påbegynder den europæiske del af turnéen, der vil bringe ham tilbage til Danmark.

Den hollandske dj medbringer til disse shows et storstilet show, ganske som han gjorde det sidst, han spillede i Parken – en koncert, der blev foreviget på dvd'en ”Copenhagen: Elements Of Life World Tour”, der dokumenterer det mere end fire timer lange udsolgte show, Tiësto leverede foran 25.000 mennesker i København i november 2007.

Senest kunne man opleve Tiësto i juni 2009, hvor han både spillede til Skive Beach Party og i Forum i København, og til næste år vender han så tilbage til Danmark. Det er i følge en pressemeddelelse Tiësto selv, der har ønsket at vende tilbage til Parken, da oplevelsen fra 2007 stadig sidder stærkt i hans erindring. Til maj vil man så kunne se, om han endnu engang kan levere et banebrydende show.

Tiësto har tidligere som den første dj nogensinde optrådt til åbningen af De Olympiske Lege (Athen, 2004). Han har optrådt foran 250.000 mennesker på Ipanema Beach i Brasilien, og DJ Magazine har tre gange udråbt ham som verdens bedste dj.

29. maj 2010 vender Tiësto tilbage til Parken, og billetsalget starter 7. oktober klokken 10:00 via Tiësto Denmark.

ANNONCE