Rapper og tv-stjerne Flavor Flav skal tilbage til High School, og det bliver også hans næste reality-tv projekt
Han har medvirket i flere reality-programmer for kanalen VH1, heriblandt "Surreal Life" og hans eget program "Flavor Of Love", som lavede rekorder på seertal på VH1. Nu annoncerer han og producer Eric Ortner at der skal nye boller på suppen. "Flavor Of Love" løb over tre sæsoner, og Flavor Flav mener, at det er på tide, at hans fans ser en ny side af ham. Hans nye projekt bliver at tage tilbage til High School, og det skal filmes. Han udtaler til Hollywood Reporter:
"Jeg vil bare gerne vise verden, at det aldrig er for sent at få sit afgangsbevis og vise børn, at de skal gøre skolen færdig i stedet for at vente til de bliver gamle, før de tager det. Alle ser mig som et stort kærlighedsmogul. Nu har jeg en lille pige, (... ), nu er det tid til et nyt kapitel".
Konceptet er brugt før, da trommeslageren for Mötley Crüe, Tommy Lee, var med i reality-programmet "Tommy Lee Goes To College". Der var dog, som det ofte er tilfældet i denne type programmer, tale om begrænset virkelighed. Mange af scenerne var lavet efter manuskript og mange af de involverede blev castede til rollerne. Lee var faktisk ikke engang registreret som elev, selvom han dog gik til flere timer på University of Nebraska.
Det er endnu uvist, om vi kan vente os noget lignende fra Flavor Flavs side. VH1 dating-programmet "Megan Wants A Millionaire" oplevede for nylig en stor skandale, da en af deltagerne blev anklaget for mord, hvilket rystede Flavor. Hovedpersonen Megan Hauserman havde nemlig tidligere medvirket i programmet "I Love Money", der er et spin-off af Flavs program.
Da tv-stationen VH1 derfor gerne ville bevæge sig væk fra dating-programmer, kommer det nye reality-show på et godt tidspunkt. Produceren Eric Ortner er tilfreds med udviklingen og siger til Hollywood Reporter, at det er på tide, at Flavor kommer med et andet budskab til sine fans. Den 50-årige Flavor vil ikke bare stikke næsen i bøgerne. Han har også tænkt sig at forsøge sig med sport og musik på sin nye skole.
Tv-stjernen selv mener at programmet bliver en stor succes. "Jeg er kendt for at være en leder, og jeg har haft mange tilhængere. (...) Det her nye program kan blive stort nok til at påvirke den retning, reality-tv tager."
Der er endnu ikke givet nogen dato for premieren på det nye show.