Nyhed

Oh No Ono udgiver pladen "Eggs" i udlandet

Den populære danske gruppe udsender deres andet album i resten af verden i starten af 2010

Det andet album fra Oh No Ono, "Eggs", er blevet rost til skyerne herhjemme, og nu vil den danske succes ud til et bredere publikum. De to uafhængige pladeselskaber Friendly Fire Recordings og Leaf Label skal stå for udgivelserne i henholdsvis USA og resten af verden. Friendly Fire har bands som Windmill og The Phenomenal Handclap Band i stald, og Leaf Label har indtil for nyligt stået for danske Efterklangs udgivelser.

Oh No Ono er begejstrede for samarbejdet med de to indie-selskaber og udtaler i en pressemeddelelse:

"Vi har arbejdet for og drømt om, at udgive vores musik til verden længe. At det nu sker i samarbejde med så gode labels som Friendly Fire og Leaf Label er fantastisk! Begge er, ligesom vores hjemlige label Morningside Records, genuint interesserede i god musik og vi kan mærke, at de er dedikerede også til os. Vi er meget stolte og glade!"


Oh No Ono planlægger i den forbindelse at tage på turné, både her i Europa og i USA. Først skal de dog have afviklet en turné rundt på de danske spillesteder. De starter ud torsdag den ottende oktober i Albertslund og slutter af i Lille Vega den tiende november. Derimellem kommer de rundt til de fleste større byer i landet, og der er endnu mulighed for at købe billetter. Den fulde danske turné-kalender kan du se nedenfor.

Den internationale musikscene kommer til at nyde godt af det seneste udspil fra de fem aalborggensere, der bedst kan beskrives som noget nær progressiv rock. Deres første album var noget mere poppet og GAFFAs anmelder var godt tilfreds med udviklingen. Han gav dem fire stjerner og skrev blandt andet følgende:

"På deres andet album Eggs hæver de overliggeren endnu et par meter. Debutalbummet Yes' sofistikerede pop har udviklet sig til en slags prog-rock med lange, komplekse kompositioner, orkestrale arrangementer, avancerede korpassager, skift i tempo og taktarter og masser af lag i de enkelte sange – tilsat mangetydige, nærmest eventyragtige tekster."


De som endnu ikke har hørt "Eggs", kan streame hele albummet her.

Der er endnu ikke sat dato på udgivelserne, ligesom det ikke er offentliggjort præcis hvilke europæiske lande og amerikanske stater, de vil gæste og hvornår, udover at de starter op engang i starten af det nye år.

Datoerne for den danske turné ser ud som følger:


08. okt - Forbrændingen, Albertslund
09. okt - Gimle, Roskilde
10. okt - Templet, Lyngby

16. okt - Nordkraft, Aalborg
17. okt - Von Hatten, Randers

22. okt - Tobakken, Esbjerg
23. okt - PitStop, Kolding
24. okt - Vershuset, Næstved

30. okt - Musikhuzet, Rønne
05. nov - Det Musiske Hus, Frederikshavn
06. nov - Voxhall, Århus

10. nov - Lille Vega, København

Billetterne koster mellem 80 og 115 dkkr. og kan købes via GAFFA LIVE.

ANNONCE