Husk Khaled på torsdag

Nedtællingen er begyndt. På torsdag entrer Khaled scenen i Store Vega, og dermed ankommer stemmen, der skiller fårene fra bukkene. Som den altid har gjort, siden han var Cheb Khaled, genial kid på gale streger i det hedonistiske Oran midt i firserne.

Khaled har oven i købet et helt sublimt album i bagagen, og da det er det faste tourband, som han og producer Martin Meisonnier har brugt på pladen, er det er særdeles velsmurt maskine, der får festen op at stå på torsdag. Jeg bliver nødt til at understrege det: Jeg glæder mig helt vildt og har sjældent været så fuld af forventning.

Det er kendt i hele den arabiske verden, at Khaled var manden, der igen satte Magreblandene på verdenskortet. Først brød han dødvandet i et land kendt for kaos, borgerkrig og kolonialisme løbet løbsk. Siden førte han an i en fest og en musikalsk eksplosion, hvor mindelser og inspirationen til Jamaica var til at få øje på. En musik, hvor de hele tiden ville spytte nye dubs ud af egne og andres numre og køre dem af til festerne i og omkring byen Oran, eller Wahrane, som den hedder på arabisk. Mediet var dog ikke singler, men kassettebånd. Og endelig da fundamentalisterne tog over, flygtede Khaled og kollegaer som Cheb Mami til Frankrig, hvor kulturen allerede havde produceret arvtagere og lever på livet løs i dag. I forstæder til Marseilles og Paris og inde i den berømte Barbès-bydel i selve hovedstaden. Her er de nye, skinnende stjerner folk som Faudel og Rachid Taha, i mine øjne en anden gigant.

Men der er ingen over eller ved siden af Khaled. Fra de første kassetter var det tydeligt, at han kunne skrive de himmelstormende melodier og følge dem op med en så sønderlemmende stemme, at man var rystet bare af en tone. En stemme med en appel som en sigøjners klarinet tilsat så meget indignation og smerte, at den truede med at sætte alt i brand. Startende helt nede med en kitchet synthesizer med arabiske kvarttoner, forstås, en old school rytmeboks, en af vennerne på sprælsk darboukatromme, eventuelt den ligeledes helt ustyrlige amazone, Chaba Zahouania, på sang, og så derud af over stepperne med det karakteristiske "Edition...rai disco...ana Cheb Khaled..." og så hele det rytmiske tog i gang og stemmen affyret, som var man på vej til til Månen. Min start med manden var hittet Hada Raykoum, som også kom med på den debut-lp, som introducerede producer Martin Meisonnier til Khaleds verden. En vigtig mand, selv gift med den tunesiske sangerinde og filmskuespiller - hun spillede bl.a. luderen i Bertoluccis version af Paul Bowles-bogen The Sheltering Sky - Amina Annabi. Tjek i øvrigt hende ud på Myspace!

Martin Meisonnier er en vigtig mand, og han er igen bag mikseren på den nye plade, hvor de to genopfrisker de gode gamle dage med Raykoum en opdatering af nummeret der satte deres samarbejde - og undertegnedes afhængighed af manden med guldstemmen - i gang. Cheb Khaled fortsatte med yderligere nogle plader i hjemlandet, men fik dødstrusler fra de fundamentalistiske kvajpander og flygtede i eksil i Frankrig. Han udgav mesterværket Kutché i 1988 - en af de uundværlige i min verden - og smed så "Cheb"-titlen i erkendelse af, det betyder "ung mand", og med de første grå hår i sigte i spejlet, var det tid til at blive voksen. Som Khaled har han vedblevet med at markere sig, selv om han med rette kan beskyldes for en vis grad af dvaskhed, som var flammen ved at dø ud i eksilet, væk fra hjembyen og dens atmosfære og sociale armod. Selvfølgelig har der været gyldne øjeblikke, eksempelvis hittet Aicha, som Outlandish siden lavede en ret trofast version af.

Så det er en kunstner af de sjældne, der giver koncert. På et tidspunkt, hvor flammen igen brænder uimodståeligt.

Det kan blive uforglemmeligt!