Medina storhitter i Storbritannien

Medina storhitter i Storbritannien

Den dansk/chilenske sangerinde Medina kunne for ikke så mange år siden høres på en sandwichbar et sted i Århus, hvor hun arbejdede og sang sine sange. Det var også her, at den nu storhittende r&b-sangerinde først blev opdaget af producerteamet Providers, som lagde grundstenen til hendes sangkarriere. Nu har Medina også international succes med sangen "You & I", som i øjeblikket bliver spillet på "The A List" på BBC Radio 1.

Medina er med andre ord i den højeste rotation på den prominente radiostation, og det har samtidig været medvirkende til, at singlen går ind som nummer 1 på den engelske Dance Chart. Den store succes i England og rotationen på BBC Radio 1 sker ikke særlig ofte for danske kunstnere, men Medina kan sammenlignes med de succesfulde Alphabeat, der også nåede den højeste rotation.

For at denne succes ikke skulle være nok, ligger den danske sangerinde også nummer 1 på den nye engelske liste Upfront Dance Chart, som er en liste kompileret af de engelske klubbers dj's. På denne liste har navne som Empire Of The Sun og Kid Cudi tidligere rangeret på førstepladsen, og Medina kommer dermed i ganske fint selskab med topplaceringen.

I det danske fortsætter singlesalget, og Medinas nummer "Kun For Mig" har sammen med singlerne "Velkommen Til Medina" og hendes samarbejde med L.O.C. "Kun For Dig" kombineret netop solgt over 100.000 kopier. Salgssuccesen i Danmark kunne meget vel også blive gentaget i England, når Medina udgiver singlen "You & I" den 12. oktober i det engelske. Det er dermed først der, man rigtigt kan se, hvor stort et hit singlen er blevet, men det de fornemme placeringer og rotationen på BBC tyder på en høj placering på single-hitlisten for den danske Medina.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA