Nyhed

Charlotte Gainsbourg laver nyt udspil

Den franske skuespillerinde og sangerinde har haft Beck med i studiet for at give en hjælpende hånd med det nye album

Mange kender måske bedst Charlotte Gainsbourg fra filmens verden som for eksempel fra Lars von Triers kontroversielle film "Antichrist". Men hun har faktisk også udgivet to album i henholdsvis 1986 og 2006. 2006-udgivelsen, "5:55" solgte endda platin, selvom succesen ikke var stor uden for Charlottes moderland, Frankrig. Nu har hun været i studiet nok en gang, og denne gang har hun fået selskab af den amerikanske succes Beck.

Beck har tilsyneladende haft mere end en finger med i spillet - overalt. Han har skrevet musikken, han har hjulpet med at skrive teksterne, han har produceret pladen, og har tilmed mikset det hele. Alligevel vil de, som allerede kender Charlottes musik, tydeligt kunne høre at dette i høj grad er hendes plade. Det vil kunne høre, hvis man lægger vejen forbi Gainsbourgs webside, hvor man lige nu ganske gratis kan downloade albummets titelnummer "IRM".

Albummet har været længe undervejs og kombinationen af et samarbejde med Beck og anmeldelserne af Gainsbourgs seneste album gør, at der er visse forventninger til den kommende udgivelse. Eksempelvis fik "5:55" fire stjerner her på GAFFA.dk, og anmelderen beskrev den sådan:


"5:55 er en delikat musikalsk anretning, smagt til med ingredienser fra poppens nostalgiske krydderihylde. Air sætter nemlig deres tydelige signatur på albummet med den tidløse og drømmeagtige lyd, der præger duoens egne udgivelser. Strygere, pianoer og glockenspiel tegner de elegante melodier, mens Charlotte Gainsbourg synger med en blid sensuel hvisken, hun næppe har fra fremmede. Et sofistikeret og forførende popalbum for voksne."

Den nye udgivelses titel er "IRM", hvilket er den franske forkortelse for en hjernescanning. Det lyder måske lidt sært, men Charlotte var ude for en vandski-ulykke, hvor hun fik en lille hjerneblødning. Det førte til en operation, og en masse tid i en hjernescanner. Hun har haft følgende kommentar til titlen:

"Jeg har gennemgået så mange hjernescanninger, og hver eneste gang jeg lå i det rør, tænkte jeg at det kunne blive til noget fantastisk musik."


Titelnummeret "IRM" kan som nævnt downloades gratis lige nu, og man må sige, at det er noget for sig. De maskin-agtige beats har en nærmest psykedelisk effekt. "IRM" er dog ikke den første officielle single, det bliver derimod duetten mellem Charlotte og Beck, "Heaven Can Wait". Den skulle være til at få fingrene i snart. Der ligger desuden en kort video, hvor Charlotte kommer med et par kommentarer omkring ulykken og den kommende plade. Den kan du se her.

Albummet "IRM" udkommer til januar 2010, men der er endnu ikke offentliggjort en mere præcis dato.

ANNONCE