Nyhed

Brian Wilson færdiggør George Gershwin-værker

Den erfarne Beach Boy skal komponere ufærdige værker og udsender et hyldestalbum til den amerikanske komponist

Den amerikanske komponist og pianist George Gershwin er velkendt for sine amerikanske klassiske værker, der blev skrevet i den første halvdel af det 20. århundrede. Nu vil musikeren og produceren Brian Wilson (billedet) færdiggøre nogle af komponistens ufuldendte værker, der er mere end 70 år gamle.

Ifølge L.A. Times udtaler Brian Wilson, at han er ovenud begejstret for muligheden, som han har fået. Den aldrende Beach Boy har fået godkendelse af George Gershwins arvtagere til projektet med at færdiggøre mindst to værker, som efter planen vil udkomme i løbet af næste år. Brian Wilson fortæller til avisen:

"Jeg er stolt over at få mulighed for at gøre det. Forhåbentlig vil jeg være i stand til at gøre værkerne ret."


Brian Wilson og George Gershwin bliver begge anset som to af de største amerikanske komponister fra hver deres tidsalder. De to musikere kan ifølge marketingdirektøren for Warner/Chappell, Brad Rosenberger, også sammenlignes direkte. Han fortæller til L.A. Times om Wilsons og Gershwins store værker:

"Albummet 'Smile' er 'Rhapsody In Blue' anno 2004. De er begge eksperimenterende, meget rige på melodier og flyttede virkelig grænserne for populærmusikken."

George Gershwins kompositioner, som også tæller "An American In Paris" og "Porgy And Bess" betragtes som amerikanske klassikere. Gershwin tog elementer fra blues og jazz og integrerede dem i klassisk musik, hvilket gjorde ham til en unik komponist. George Gershwin døde kun 38 år gammel og efterlod en lang række ufuldstændige værker, som Brian Wilson altså nu vil tage fat i.


Udover den planlagte færdiggørelse af værkerne, vil Brian Wilson også udsende en hyldestudgivelse til den store komponist, hvor nogle af de kendteste musikstykker fortolkes af musikeren. Dermed kommer der igen fokus på Gershwins udødelige værker, når næste års udgivelser udkommer.

ANNONCE