x

Carly Simon kommer til Europa

Carly Simon kommer til Europa

Den amerikanske sangskriver Carly Simon har en Oscar, en Grammy og en Golden Globe på hylden for sangen "Let The River Run" og har desuden haft hits med "You're So Vain", Bond-temaet "Nobody Does It Better", "Anticipation" samt James Taylor-duetten "Mockingbird". Hun har dog aldrig været særlig vild med at turnere, men det skal der laves om på til næste år, hvor hun planlægger at komme til Europa for første gang i 38 år.

Carly Simon udsender senere på året albummet "Never Been Gone", hvor hun fortolker sine egne sange akustisk, og for at promovere udgivelsen vil hun spille en række intime koncerter. Det er Reuters, der har talt med Simon, som fortæller, at hun skal spille de første europæiske koncerter til januar.

"Jeg kan bedst lide at spille de små steder, fordi jeg er meget bedre i en intim stemning end i et stort rum, hvor jeg ikke kan se folk. Jeg foretrækker virkelig at kunne se de folk, jeg synger for".

Det er Simons kombination af scene- og flyskræk, der har gjort, at hun ikke har turneret i Europa i næsten fyrre år. Men nu skal det være, og med sig tager hun sine klassikere samt to nye numre, "No Freedom" og "Songbird", der begge findes på det kommende album, der udsendes i USA 27. oktober.

Der er endnu ikke offentliggjort datoer for Carly Simons kommende turné.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA