Nyhed

Medina vinder Best Danish Act ved MTV Europe Music Awards

Medina er blevet stemt ind som Best Danish Act 2009, og skal dermed også konkurrere om titlen som Best European Act ved årets MTV Europe Music Awards

Hun har taget hitlisterne med storm, både i Danmark og i England, og successen skal åbenbart slet ikke stoppe her. Nu har MTV's seere sørget for, at hun også vinder prisen for det bedste musik Danmark har præsteret i 2009. Dermed har hun udkonkurreret Outlandish, Dúné, Jooks og L.O.C., der alle var nominerede i samme kategori.

Ved at vinde Best Danish Act kommer hun automatisk til at konkurrere om Best European Act, hvor 21 andre landes artister også er med. De fem, der får flest stemmer bliver vist som nominerede til showet, og vinderen bliver først annonceret live under udsendelsen.

Medinas andet studiealbum "Velkommen til Medina" udkom i august i år, og fik nogenlunde anmeldelser. Hittet "Kun For Mig" lå længe på de danske hitlister, og da hun lavede den engelske version med titlen "You And I" kom den i høj grad i rotation på de engelske stationer. Den blev inkluderet på BBC Radio 1's "A List", noget der ellers sjældent sker for danske kunstnere, og hun gik ind som nummer et på engelske Up Front Dance Chart. Dermed kommer Medina i selskab med for eksempel danske Alphabeat, der også har opnået stor succes i England. Singlen "You And I" bliver udbudt i engelske pladebutikker i dag, den tolvte oktober.


MTV Europe Music Awards 2009 bliver afholdt i Berlin den femte november klokken 21.00, og kan både ses på MTV-kanalen og på internettet. Den amerikanske sangerinde Katy Perry er for anden gang i træk er vært ved MTV's europæiske prisoverrækkelse, og undervejs vil der være musik fra navne som Foo Fighters, Green Day og Shakira.

ANNONCE