Nyhed

Dúné optræder i forbindelse med MTV European Music Awards

Det danske elektro-rockband skal på scenen i Berlin under MTV Music Week

MTV's årlige prisuddeling finder som bekendt sted i Berlin den 5. november, og i ugen op til lægger flere af byens spillesteder tag til MTV Music Week, der løber fra den 30. oktober til den 4. november. MTV Music Week er en optakt til selve prisudelingen, og en lang række europæiske artister er blevet inviteret til at optræde her. Det fulde program er efterhånden fastlagt, og danske Dúné har med glæde sagt ja tak til invitationen. Bandet siger selv om arrangementet:

"Vi ser rigtig meget frem til vores koncert til dette års EMA, og at EMA finder sted i Berlin i år er en ekstra bonus for os, for vi lige er flyttet hertil".

Lille Danmark var ikke en scene, der står helt mål med Dúnés talent, så derfor relokerede de, efter en endt to år lang turné og et færdigt andet studie-album, til lidt sydligere himmelstrøg for at have mere plads at boltre sig på. Dúné var i år nominerede til "Best Danish Act" ved MTV European Music Awards, men lytterne stemte i stedet Medina ind som deres favorit. Så koncerten er samtidig en fin trøstepræmie, både for gruppens fans og for dem selv, kunne man forestille sig.


Dúné skal på scenen den 3. november  i Fritzclub i Postbahnhof til arrangementet "Marcus Kavka's Meet The Migrants", hvor den tyske MTV-vært Markus Kavka samme aften kan byde velkommen til det schweisiske indiepunk-band Bonaparte, rumænske Miss Platnum og den tyske soul-artist Oceana.

Hvis man er en af dem, der er god til at læse tysk, kan man se meget mere om programmet for MTV's Music Week her.

ANNONCE