x

A-Ha går i opløsning - igen

A-Ha går i opløsning - igen

Den norske popgruppe A-Ha havde en stribe europæiske hits fra midten af 80'erne til opløsningen i 1994. Men i 1998 fandt Morten Harket, Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoy sammen igen, og fra 2000 og frem til i dag har bandet turneret og udsendt plader med pæn succes. Men nu lægger de tre medlemmer for anden gang A-Ha på hylden for at fokusere på de respektive soloprojekter.

A-Ha debuterede i 1985 med albummet "Hunting High And Low", der blandt andet genererede deres eneste amerikanske hit "Take On Me". Men i Europa fortsatte successen med singler som "The Sun Always Shines on T.V.", "I've Been Losing You", "Cry Wolf" og ikke mindst "The Living Daylights", der var temamelodi til den første James Bond-film med Timothy Dalton i hovedrollen.

Successen fortsatte støt, indtil trioen efter fem plader og et hav af singler valgte at gå i opløsning. Frontmand Morten Harket udsendte soloplader i eget navn, mens Magne Furuholmen dannede Timbersound og Paul Waaktaar-Savoy dannede gruppen Savoy.

Men efter nogle år valgte de tre nordmænd at lægge deres uenigheder bag sig, og siden 2000 har de som A-Ha udsendt fire plader, hvor den seneste "Foot Of The Mountain" udkom i juni i år og opnåede en andenplads på hitlisten i hjemlandet, en femteplads i England samt en førsteplads på den tyske albumhitliste.

Men successen til trods har de tre medlemmer alligevel valgt at lægge bandet på hylden, hvilket markeres med en verdensturné, der afsluttes i Oslo 4. december 2010. Der gives ikke nogen begrundelse for beslutningen, men det understreges, at selvom bandet nu opløses har de tre medlemmer ikke tænkt sig at gå på pension, og man kan derfor forvente at opleve dem i forskellige konstellationer i fremtiden.

A-Ha afslutter deres karriere med en sidste verdensturné til næste år, hvor deres debutplade samt singlen "Take On Me", der gik nummer et i 27 lande, kan fejre 25 års jubilæum. Indtil videre er kun afslutningskoncerten til næste år programsat, men et besøg på gruppens MySpace-side viser, at trioen også turnerer denne vinter.

A-Ha tager på turné 27. oktober, og billetter til deres afskedskoncert kan købes fra i morgen 16. oktober via norske Billet Service.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA