Nyhed

Thievery Corporation arbejder på nyt

Downbeat-tyvene går i studiet næste år og arbejder på opfølgeren til sidste års "Radio Retaliation"

Rob Garza og Eric Hilton, har siden 1995 lavet downbeat og chillout som duoen Thievery Corporation. Efter et år, der har været præget af gruppens turnéer, lukker Thievery Corporation sig nu igen inde i studiet og arbejder på det ottende album.

Den elektroniske gruppe er kendt for ikke at skorte på de politiske holdninger, der især er kommet til udtryk under den tidligere præsident George W. Bushs regering. Sange som "Amerimacka" and "Revolution Solution" fra de tidligere albums og hele det seneste album "Radio Retaliation" har smagt af politisk bitterhed fra de to producere, men om vinden nu har vendt med Obama-administrationen, melder historien ikke noget om. Rob Garza fortæller til Billboard.com om fremtidsplanerne:

"Vi starter med at optage i januar. Året i år har vi satset på at få turneret en del, og 2010 har vi sat af som et studieår. Vi begynder med alle vores albums på samme måde, hvor vi har nogle ideer i baghovedet, men når vi først starter optagelserne, er det som et underligt road trip. Pludselig ender vi med at være et helt andet sted. Så der er ingen mening i at prøve på at vælge en retning, for i sidste ende er det pladen, som dikterer, hvad den skal handle om, end det er én selv."


Thievery Corporation er måske ikke et specielt velkendt navn, men har dog en dedikeret fanskare, som den turnerende gruppe har nydt godt af at spille for det seneste år. Rob Garza mener, at det netop sådan, at downbeat-gruppens musik virker på deres lyttere, hvilket de er glade for:

"Det er fantastisk at komme ud og spille og se, at publikum virkelige er modtagelige over for dette album og bare elsker en masse af sangene. Vi er ikke et band, som får meget spilletid i radioen, men prøv at se hvor meget af vores musik, som publikum er bekendte med. Mange af vores plader virker langsomt; de hitter ikke og forsvinder den næste dag. De bygges op over år."

Duoen har netop varmet op for selveste Paul McCartney, der er en erklæret fan af de to, til en koncert i USA i august, og det seneste album fik også en del omtale, da Thievery Corporation blev nomineret til en Grammy sidste år. Flere øjne er med andre ord rettet mod Rob Garza og Eric Hiltons næste projekt, som der indtil videre ikke er flere detaljer om.


ANNONCE