Åbningen af Nordeuropas største dokumentarfilm-event foregår med stil og byder på masser af musikoplevelser
Der er i forvejen lovet en del musikalske til årets store dokumentarfilmsfestival CPH:DOX, hvor Dúné-filmen "Stages" får premiere, og hvor der vises film om blandt andre The White Stripes, jazzmusikeren Ed Thigpen og Arcade Fire. Nu er det kommet frem, at Jack White (billedet) selv præsenterer "Under Great White Northern Lights", og at Jóhann Jóhannsson vil fremføre soundtracket til verdenspremieren på filmen "Drømme I København".
Den 5. november, som er dagen før den officielle start på dokumentarfilmsfestivalen, vises den kritikerroste dokumentarfilm om White Stripes, hvor den velkendte Jack White selv vil være tilstede og vil efterfølgende svare på spørgsmål sammen med filmens instruktør, Emmett Malloy. Filmskaberen har fulgt duoen på deres turné i Canada i 2007, hvilket der kommet et kornet og håndholdt portræt ud af.
Selve åbningsaftenen bliver også enestående, da festivalen lægger ud med verdenspremieren på Max Kestners film "Drømme I København". Instruktøren har lavet en række film om afkrogene i Danmark, og nu er turen kommet til de københavnske baggårde og lejligheder. Det specielle ved denne premiere er, at komponisten Jóhann Jóhannsson sammen med DR UngdomsEnsemblet vil fremføre filmens musikside live, mens filmen ruller til åbningen den 6. november.
Men allerede i aften kan CPH:DOX-publikummet varme op med den franske dokumentarist Vincent Moons film om Arcade Fire, der kan ses som en snigpremiere med efterfølgende musik af Malk De Koijn-medlemmet og dj'en Tue Track og de to kvindelige dj's fra Ladybox.
CPH:DOX løber af stablen den 6. november til 15. november i flere biografer og spillesteder i København.