Nyhed

The Big U aflyst

Frygt for optøjer forhindrer hiphop-fest i Århus

Lørdag den 13. december skulle Centralværkstedet i Århus have lagt grund til hiphop-arrangementet The Big U, der blandt kunne byde på U$O, Suspekt og Ezi-Cut. Arrangementet er dog i 11. time blevet aflyst, og ifølge arrangørgruppen, Escape, sker det, fordi Centralværkstedet og deres faste vagtselskab frygter uroligheder og vold i forbindelse med arrangementet.

- Vi føler os forfulgt at generel uvidenhed, forklarer Jess Andersen fra arrangørerne Escape, og forsætter:
- Bolden er blevet kastet frem og tilbage i den seneste tid, og til sidst blev vi nødt til at aflyse da, vi var for tæt på selve festen.

GAFFA.dk har i dag uden held forsøgt at få en kommentar fra Centralværkstedets ledelse. Men ifølge vagtselskabet Skjold skyldes det sene afslag på brug af lokalerne at Centralværkstedet først for fjorten dage siden fik information om at der var tale om et hiphop-arrangement. Vagtselskabet mener ikke, at Centralværkstedet overhovedet ville have været interesseret i at lægge lokaler til arrangementet, hvis de fra starten havde vidst at det var en hiphop-fest.


Jess Andersen fra arrangørgruppen Escape fastholder imidlertid, at de fra starten spillede med åbne kort og ikke lagde skjul på, at The Big U var et hiphop-arrangement. Samtidig stiller han sig uforstående overfor at hiphop-arrangementer automatisk skulle være lig med optøjer og vold:
- Tilbage i november blev tredages hiphop-arrangementet Århus Took It afholdt uden nævneværdige problemer, siger Jess Andersen.

Escape har i de forløbne dage prøvet at få en aftale i hus med andre lokaliteter i Århus, men bookede sale eller mangel på interesse for at huse et hiphop-arrangement har nu ført til den endelige aflysning.

- Det her arrangement er blevet stoppet af uvidenhed omkring hiphop, men vi håber på en anden gang at kunne bringe publikummet en positiv hiphop-fest for alle parter, slutter Jess Andersen.


De godt 600 solgte billetter kan refunderes, hvor de er købt.

ANNONCE