Nyhed

Phoenix udsender remix-album

Den koncertaktuelle gruppe udsender en remixet udgave af deres seneste album

Når den franske gruppe Phoenix 10. november lægger vejen forbi Vega i København er det både med et relativt nyt og et helt nyt album i bagagen. Gruppens seneste udgivelse "Wolfgang Amadeus Phoenix" er nemlig kommet under kærlig behandling af en række af bandets kolleger.

Resultatet hedder "Wolfgang Amadeus Phoenix Remix Collection" og indeholder femten remix af de ti sange fra gruppens fjerde album. Der er blandt andet kommet bidrag fra Animal Collective, Passion Pit, Friendly Fires og Chairlift, og ifølge Rolling Stone er albummet med til at understrege, hvor stærkt det oprindelige materiale egentlig er.

Det bliver dog da nok også de oprindelige versioner kombineret med materialet fra pladerne "United", "Alphabetical" og "It's Never Been Like That", der vil blive fokuseret på til gruppens kommende danske koncert. Den afvikles 10. november i Store Vega, hvor der varmes op af gruppen Noah And The Whale. Billetter til koncerten kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE