Nyhed

Paul McCartney tager på Europaturné

Sir Paul giver syv europæiske koncerter til december inklusive en afslutningskoncert i O2 Arena i London

Paul McCartney spillede denne sommer en række koncerter i USA, der kan genopleves, når Sir Paul til november udsender dvd'en "Good Evening New York City". Til december er det dog Europa den tidligere Beatle siger "Good Evening" til, når han tager turen gennem Tyskland, Holland, Frankrig, Irland og England.

Turnéen "Good Evening Europe Tour 2009" starter med en koncert 2. december i Hamburg, hvor McCartney og hans musikalske kumpaner for 49 år siden lagde grundstenene til, hvad der skulle vise sig at blive verdens vigtigste poporkester.

Herefter giver McCartney fem koncerter, inden han slutter af på hjemmebanen med en koncert i O2 Arena i London. Det er Sir Pauls første europæiske turné siden 2004, og dermed den første efter udgivelsen af af pladerne "Chaos and Creation in the Backyard" og "Memory Almost Full".


Billetsalget til de syv koncerter begynder mandag 26. oktober.

2. december - Hamburg, Color Line Arena
3. december - Berlin, O2 World
9. december - Arnhem, Gelredome
10. december - Paris, Bercy
16. december - Köln, Köln Arena
20. december - Dublin, The O2
22. december - London, The O2 Arena

ANNONCE