x

Cock Sparrer kommer til København

Cock Sparrer kommer til København

Klubben Punk-And-Billy Bash har i snart ti år serveret punkrock, psychobilly og rockabilly for de trofaste fans. Nu nærmer jubilæet sig, hvor klubben præsenterer de legendariske briter Cock Sparrer. Derudover har klubben også det amerikanske surfband Deadbolt og de schweiziske The Peacocks øverst på plakaten som dette års sidste omgang af klubben inden den store 10 års fest.

Cock Sparrer har eksisteret i over 30 år og kommer fra Londons arbejderkvarterer i East End. Gruppen ses som en af pionererne for punkrock-lyden, der kombinerede den rå punk med mere iørefaldende rock, glamrock og beat-musik. Cock Sparrer har aldrig haft speciel stor kommerciel succes, men er gengæld respekterede for deres indflydelse på musikstilarten. De kan nu opleves til den store ti års jubilæumsaften, som netop er blevet flyttet til Store Vega, fordi koncerten allerede nu er blevet udsolgt.

Gruppen Deadbolt besøger også den velkendte klub på den sidste klubaften i år og præsenterer dem selv som "Det uhyggeligste band i verden". Bandet kombinerer surf-musik med genrer som psychobilly og blues, og gruppen har ofte haft to bassister på scenen for at skabe det, som de kalder "Tordenmuren" for deres publikum. Bandet kan sammen med det internationale rockabilly-band The Peacocks og resten af den stærke opstilling opleves til den københavnske klubs sidste event i år inden jubilæet.

Den 27. omgang af Punk-And-Billy Bash finder sted på Loppen den 27. november og kan findes via GAFFA Live, mens tiårsfesten med Punk-And-Billy Bash nummer 28 løber af stablen på Store Vega den 20. februar 2010, og billetter til dette arrangement kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA