Nyhed

Dizzy Mizz Lizzy til Skanderborg

Den gendannede trio bliver et af hovednavnene til næste års udgave af Danmarks Smukkeste Festival

Der er stadig omkring ti måneder til 2010-udgaven af Danmarks Smukkeste Festival, men derfor kan man jo godt begynde at glæde sig allerede nu, og det er der sikkert mange, der vil begynde at gøre efter offentliggørelsen af Dizzy Mizz Lizzy som et af festivalens hovednavne.

Dizzy Mizz Lizzy offentliggjorde deres gendannelse i 15. september, og siden da blev der annonceret koncerter i marts og april 2010, der lynhurtigt blev udsolgt - hvilket også gjorde sig gældende for de efterfølgende annoncerede ekstrakoncerter.

Så interessen for Dizzy lever altså fortsat i bedste velgående, og tilføjelsen af trioen til programmet for festivalen i Skanderborg opfylder en mangeårig drøm for festivalarrangørerne. Bandet har tre gange tidligere spillet på Danmarks Smukkeste Festival - i 1993 (før det første album overhovedet var udgivet) og igen i 1994 og 1996, og i 2010 vender de endnu engang tilbage til Bøgeskoven.


Dizzy Mizz Lizzy kan opleves på den 31. udgave af Danmarks Smukkeste Festival, som finder sted mellem 4. og 8. august. Billetter til næste års festival kan allerede nu købes via GAFFA Live.

ANNONCE