Fielfraz gendannes

Fielfraz gendannes

Spillestedet Posten fejrer lørdag 31. oktober deres 25. års jubilæum, og det sker med en stor koncert, hvor en lang række fynske navne vil deltage i festlighederne. Ved samme lejlighed kan man også opleve et gendannet Fielfraz byde på sange fra deres tre 90'er-udgivelser.

Det er 25 år siden, den gamle postbygning på Østre Stationsvej 35 i hjertet af Odense blev hjemsted for spillestedet Rytmeposten, der efter en udvidelse i 2007 blev omdøbt Posten. Jubilæet fejres som nævnt med en koncert, og her kan man opleve Christian Juncker, der fik landsdækkende succes med landeplagen "Mogens Og Karen" og senest har udsendt albummet "p.t.".

The Kissaway Trail drager til november på tour med amerikanske The Passion Pit og derefter engelske White Lies i Storbritannien. Alligevel har bandet sagt ja til at spille en ganske eksklusiv minikoncert på Posten, hvor man kan håbe at høre et par numre fra deres længeventede andet album.

Også Esben Just fra Skipper, Just & Frost vil kigge forbi, men det helt store scoop er en optræden fra Fielfraz, der dukker op i den originale besætning for at spille sange fra pladerne "Shine", "Electric Eel" og "Slick". Bandet er teknisk set aldrig blevet officielt opløst, men de er ikke spillet en officiel koncert siden 2000, hvor de varmede op for The The i Århus.

Bandet har dog haft en enkelt uofficiel optræden siden da i forbindelse med en Claus Hempler-koncert i Vega i april 2008, og nu er Claus Hempler, Nils Brakchi, Jens Langhorn og Kenneth Priisholm igen klar til at gå på scenen sammen som Fielfraz.

Bandet kan opleves sammen med The Kissaway Trail, Juncker og Esben Just 31. oktober, og billetter til Postens 25. års jubilæum kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA