Nyhed

Durrty Goodz kaster dubz i København

Den engelske dubstep-pioner besøger byen, når arrangementet "Grime’N’Bass" løber af stablen

Grime-scenen er i fuld flor i Storbritanien og har tidligere introduceret stjerner som Wiley og Dizzie Rascal for verden. Nu får det danske publikum mulighed for at se den næste store ting fra Londons rå undergrund, når Dirrty Goodz gæster Støberiet på Nørrebro sammen med finske 501 og danske Wobble Squad.

Dirrty Goodz spiller rendyrket dubstep og grime-musik, der er fyldt med masser storbykant og dobbelttempo-rim. Musiksiden Pitchfork har haft rapperen i deres månedlige dubstep- og grime- artikel, mens det engelske Touch Magazine har været oppe på tæerne over undergrundsnavnet:

"Når man ser Durrty Goodz optræde, ser man og hører man en karakter, som man bare ved, at man ikke kommer til at glemme. Dirrty Goodz er en slags Slick Rick møder Ludacris møder Bob Marley. Det er hiphop, grime og bashment krydret med den særprægede anglo-jamaicanske smag. Goodz er uden tvivl den mest lovende mc, som er kommet ud af den britiske undergrund i et par år."


Den roste grime-rapper kan opleves til arrangementet "Grime'N'Bass" i Støberiet, som produceren og dj'en 501 fra Finland også gæster, efter at være kommet sig over den brækkede ankel, der gjorde, at han ikke kunne optræde til Strøm Festivalen i august.

"Grime'N'Bass" løber af stablen den 7. november, og billetter kan købes i døren.

ANNONCE