Nyhed

Anmeldelse: Rocket Brothers

Kasper Torstings portræt af Kashmir er ikke helt en fanfilm og ikke helt hudløst. Men en god film.

Før torsdagens gallapremiere på "Rocket Brothers" udleverede en repræsentant for distributionsselskabet Sandrewmetronome alle dokumentarfilminstruktører som "selvpinende flagellanter". Men efter successen med den amerikanske dokumentar "Bowling For Columbine" turde selskabet godt lægge ryg til Kasper Torstings portrætfilm om Kashmir.

Filmen handler i korte træk om bandets kreative krise efter gennembruddet med albummet "The Good Life". Angsten for ikke at kunne gentage succesen, og glædesrusen, efterhånden som hjørnestenene til opfølgeren. "Zitilites", begyndte at tage form.

Men hvad viser filmen egentlig? I hvert fald, at selv de hårdeste rockmusikere kan være nogle værre tøser med velvoksne primadonna-nykker...


Til alt held er der langt mere humor i filmen, end man umiddelbart kunne forvente. Mange af scenerne er urkomiske og viser situationer, som de fleste orkestre holder helt privat for sig selv.

Filmen er således ikke lavet på bandets præmisser, men er klart Torstings vision. På den anden side bliver ingen dele af medlemmernes privatliv taget under behandling. Det er kunstnerne, vi møder, og kun kunstnerne – og dette sætter en naturlig begræsning på, hvor hudløst det kan blive.

Et afgjort interessant aspekt er også afdækningen af den proces, som det er at indspille en plade. Mange biografgæster uden for branchen vil sikkert overraskes over, hvor skoddet et helt råt vokaltake i et studie egentlig lyder – og her skal filmens tonemester have en enorm cadeau for de mange fine overgange mellem rå lyd fra studiet og de færdige indspilninger (som jo også er en fryd at høre på et biografanlæg).


Filmen har relevans for alle musikinteressede, men navnlig Kashmir-fans. Dem er der heldigvis en del af, hvilket klarlægges i filmens slutscener fra årets Roskilde Festival.

GAFFA.dk giver den fire stjerner, ****, en for hver af de medvirkende stjerner, for det er de sgu.

ANNONCE