Nyhed

Velvet Revolver færdiggør debut

De tidligere G’N’R- og STP-medlemmer planlægger album og Europa-turné til foråret

Rockstjerne-sammenrendet Velvet Revolver er så småt ved at være færdige med indspilningerne til deres debutalbum, der forventes ude i slutningen af marts eller starten af april måned næste år. Bandet har skrevet over 50 sange sammen, og de 12 bedste ender op på albummet, der produceres af Pink Floyd-produceren Bob Ezrin.

”I sin helhed er albummet virkeligt en sand repræsentant for de bedste aspekter i Stone Temple Pilots-musik og de bedste aspekter i Guns N’ Roses-musik, fra dengang de var bedst – ondskabsfuld, strømlinet og ernærede sig af strippere. Det er et perfekt ægteskab mellem de to,” forklarer sanger og tidligere Stone Temple Pilots-frontmand Scott Weiland til rollingstone.com.

Blandt favorit sangene til at ende på albummet nævnes “Slither”, “Superhuman”, “Illegal Eye” og “Fall To Pieces”. Sidstnævnte beskriver bassist og tidligere Guns N’ Roses-medlem Duff McKagan som en rigtig arena-rocker og tilføjer: ”Man kan allerede nu forestille sig den corny musikvideo til den sang, med en guitarsolo udført på en bjergtop”.


Om albummet forklarer McKagan ”Det er 12 sange. Det er ikke én single og 11 styks fyld. Det er en rejse”. Lead-guitarist og ligeledes tidligere Guns N’ Roses-medlem Slash tilføjer endvidere ”Alle sangene lyder forskellige. Hver sang har sin stemning, og sin stil”.

Med hensyn til en albumtitel hælder bandet for tiden til “Uppers & Downers”, en titel, der er blevet forslået på en af supergruppens mange fan-hjemmesider.

Velvet Revolver er også i gang med at planlægge en turné, der vil bringe dem til Japan og Europa, inden albummet udsendes.


Bandet består desuden også af tidligere Suicidal Tendencies-guitarist Dave Kushner og af tidligere Guns N’ Roses-trommeslager Matt Sorum. Sorum har i øvrigt lige udgivet sit solodebutalbum ”Hollywood Zen”, der kan erhverves via www.mattsorum.com.

ANNONCE