I anledning af retro-rockernes andet album, der er på gaden i dag, bringer GAFFA her et interview med Wolfmother-frontmand Andrew Stockdale
Med udgivelsen af deres selvbetitlede og hårdt retro-rockende debut fik australske Wolfmother en gedigen succes i det meste af verden, og nu er bandet, hvis eneste originale medlem tæller sanger og sangskriver Andrew Stockdale, klar til endnu engang at generobre rockelskeres hjerter verden over med deres seneste udspil, der har fået den kryptiske titel "Cosmic Egg". Stockdales karakteristiske lange og yderst krøllede hår, er det første, der falder i øjnene, som han sidder og spiser det ene stykke frugt efter det andet:
- Gør det noget, hvis jeg spiser lidt, mens vi snakker? Jeg har ikke fået en bid hele dagen.
Nej nej, det er helt okay… Hvordan har du det med den nye plade?
- Jeg er virkelig godt tilfreds med den. Nu har jeg fået den nok på afstand, til at jeg kan begynde at lytte til den. Før prøvede jeg hele tiden på at forbedre de ting, jeg hørte. Lidt ligesom med et maleri, hvor man ikke ved hvornår, man skal lade et penselstrøg være det sidste. Nu er jeg imidlertid holdt op med at arbejde på den, og selvom det er svært at lytte til noget, man selv har lavet, har jeg nu fået det så meget ud af systemet, at jeg kan høre sangene uden at gemme mig under bordet.
Fra trio til kvartet
Wolfmother har været igennem nogle forandringer siden debuten, og Stockdale er som sagt eneste tilbageværende medlem af den originale trio. Siden er der kommet tre nye medlemmer til, og ifølge over-ulvemoderen Stockdale, har de haft en gavnlig effekt på bandet:
- Jeg synes, at vi som band har fået et bedre drive og mere kant. Ian, Dave og Aidan (de nye medlemmer –red.) har været fantastiske til at spille de sange, som jeg har skrevet, griner Andrew og fortsætter: - De har ydet numrene retfærdighed og spiller dem med hjerte og lidenskabelighed, og det er sådan set alt, hvad man har brug for. Sangene er også blevet mere mørke og dystre.
Hvordan kan det være?
- Det er det udtryk jeg havde i mig, da sangene blev skrevet og indspillet. Jeg tror, at lige meget, hvad jeg havde foretaget mig på det tidspunkt, ville det have fået et dystert skær.
Efter et spørgsmål om, hvorvidt han nogle gange har det som om, det mere er ham med backingmusikere end Wolfmother som band, der er på tour, følger en meget lang tænkepause, hvor Stockdale sukker dybt og gentagne gange roder i sin imponerende manke:
- Det er faktisk et godt spørgsmål, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal svare til. Det er meget forskelligt. Der er helt klart en anden atmosfære, når jeg er sammen med bandet, end når jeg hænger ud med pladeselskabs- og pr-folk, men jeg er nødt til at bevæge mig i begge verdener. Bandet er helt klart mere menneskeligt, og de elsker musik.
Øh okay… Kommer I tæt ind på livet af hinanden, når I er ude at spille?
- Ja, vi får helt sikkert nogle unikke indblik i hinandens respektive personligheder, og der er rigtig god stemning i bandet indtil videre. Det er jo stadigvæk ret nyt, og alle er meget ivrige efter at komme ud og spille og være en del af den verden, der omringer et band som vores. Det er en helt ny livsstil for de andre, som er meget oppe at køre over at rejse så meget rundt, og deres entusiasme og spænding smitter virkelig af på mig.
Respekt fra idolerne
Wolfmother har efterhånden samlet sig en håndfuld fans, der hører til i den tungere ende af musikeliten. Så forskellige folk som Alice Cooper, Lars Ulrich og Thom Yorke har åbent erklæret deres kærlighed til bandet.
- Det er helt fantastisk! Det er folk, som jeg af forskellige grunde har meget stor respekt for. Når man ser på den måde Thom Yorke og Radioheads sange er bygget op på, er det en helt ny og usædvanlig musikalsk verden, der åbner sig. De kan virkelig noget særligt. Det er helt unikt, og diversiteten er respektindgydende, så hvis han kan se på de ting, jeg laver, og finde noget der, han synes er interessant, er det helt utroligt. Det samme gælder Alice Cooper. Sange som Only Women Bleed har jo ikon status, og han er en rigtig god tekstforfatter og historiefortæller. Det er fedt, at få anerkendelse fra de folk, der har inspireret mig som musiker. Så får man virkelig lyst til at blive ved.
"Cosmic Egg" er i butikkerne i dag.