Den albumaktuelle Julie Maria drager ud til de danske spillesteder for at give koncerter i november
Med tre albums i bagagen, senest det skamroste "Yaguar", tager Julie Maria på turné i en lille måneds tid, så der bliver rig mulighed for at høre den danske sangerinde live. Det er lykkedes hende at slå sig fast som en af de bedste danske popsangerinder i nyere tid med sit sidste album, og med denne turné bliver der noget at leve op til.
Tidligere har hun været på turné i forbindelse med sit andet studie-album, og med Randi Laubek og et par kolleger, efter et besøg i den legendariske by Nashville. GAFFA anmeldte koncerten med Laubek og kollegerne Michael Blicher og Kristoffer August, der fik fire stjerner og følgende kommentar:
"Alle akkompagnerede hinanden på forbilledlig vis, med flotte korharmonier og tamburinspil for Julie Marias vedkommende og mundharper fra herrerne. Og så tog Michael Blicher lejlighedsvis en af de omtalte to saxofoner frem. Samtlige instrumenter på scenen, også guitarerne, blev betjent med stor elegance af de fire musikere. Det samme gjaldt stemmebåndene, ikke mindst Randi Laubeks og Julie Marias dybe og fyldige sirenestemmer. Og genren: Ja, det var mere eller mindre country, med lidt jazzede, soulede og blues'ede undertoner, ikke mindst takket være Michael Blichers bidrag."
Julie Maria har planlagt syv koncerter, og programmet ser således ud:
29/10 Forbrændingen, Albertslund (spil dansk dagen) "YAGUAR TURNÉ"
06/11 Fermaten, Herning "YAGUAR TURNÉ"
13/11 Sønderborghus, Sønderborg "YAGUAR TURNÉ"
19/11 Tobakken, Esbjerg "YAGUAR TURNÉ"
26/11 Gimle, Roskilde "YAGUAR TURNÉ"
27/11 Templet, Lyngby "YAGUAR TURNÉ"
28/11 RUST, København "YAGUAR TURNÉ"
Billetter kan købes via GAFFA Live nu.