Opfølgeren til den roste "The Trials Of Van Occupanther" udsendes til februar
Texas-bandet Midlake har færdiggjort indspilningerne til deres tredje album, og det forlyder fra bandet, at den kommende udgivelse vil ramme gaden i februar 2010. Det kommende album har fået titlen "The Courage Of Others" og er en opfølger til det roste album "The Trials Of Van Occupanther" fra 2006.
Siden da har Midlake spillet i både Århus og København, og såmænd også udsendt den elektroniske ep "Oak & Julian". Men nu kommer der altså et nyt fuldlængde album fra gruppen, der debuterede i 2004 med "Bamnan And Slivercork".
Det var dog med "The Trials Of Van Occupanther" folk for alvor fik øjnene op for Midlake, og udgivelsen fik blandt andet disse ord med på vejen af GAFFAs anmelder:
"Det er som at træde ind i en fortryllet fortid, og de folkede, 70’er-klingende arrangementer, som synes inspireret af Neil Youngs After The Gold Rush, har man ganske enkelt ikke lyst til at forlade. Vel er det umoderne, men det er også vidunderligt eventyrligt og forbandet poetisk."
Det forlyder fra bandets engelske pladeselskab Bella Union, at Midlake fortsat lader sig inspirere af fortidens rockmusik, men at denne gang skulle resultatet være langsommere, mørkere og mere uhyggeligt end tidligere.
Resultatet kan høres 1. februar, når Midlake udsender albummet "The Courage Of Others".