Nyhed

Bon Jovi optræder i Berlin

Bandet skal være med til at fejre Berlinmurens fald 9. november

Bon Jovi skal 9. november deltage i arrangementet Fest der Freiheit, der skal fejre 20 års jubilæet for Berlinmurens fald. Her vil bandet for første gang spille deres kommende single "We Weren’t Born To Follow", der kommer til at fungere som arrangementets uofficielle slagsang.

Den østtyske regering annoncerede 9. november 1989, at de østtyske borgere nu frit kunne besøge venner og familie i Vesttyskland, og i de følgende uger blev Berlinmuren, der havde delt Berlin siden 1961, revet ned først af begejstrede tyskere og derefter af nedrivningshold, der banede vejen for den officielle sammenlægning af de to dele af Berlin i oktober 1990.

Som tidligere nævnt her på GAFFA.dk fejres murens fald også til det kommende MTV-show, hvor U2 skal optræde ved Brandenburger Tor 5. november. Men på selve dagen er det altså Bon Jovi, der skal optræde gratis i Berlin til et show, der vil blive vist på tysk tv.


Det vides endnu ikke, hvem der ellers vil være tilstede til arrangementet. Men det ville da være ganske passende, hvis David Hasselhoff fik lov til at optræde med sin sang "Looking For Freedom". Sangen lå nummer et på singlehitlisten i Vesttyskland i november 1989, og da han måneden efter optrådte i Berlin nytårsaften, sang han den på murens ruiner.

Sangen var et hit i 70'erne for tyske Tony Marshall, men med titlen"Auf Der Strasse Nach Suden". Men i Hasselhoffs version handler teksten om kampen for frihed, hvilket østtyskerne samt mange andre europæer i slutningen af 80'erne sagtens kunne nikke genkendende til. Derfor har den amerikanske skuespiller tidligere påpeget sin egen rolle i kampen mod kommunismen og hans bidrag til murens fald.

Men indtil videre er det altså kun blevet offentliggjort, at Bon Jovi vil være på plads ved Brandenburger Tor 9. november. De har dog ikke offentliggjort tyske koncertdatoer, men har dog tilføjet en dato i Paris 16. juni, der kommer efter deres koncerter i O2 Arena i London, der alle er en del af deres Circle Tour.


ANNONCE