x

Nye detaljer om Peter Gabriels coveralbum

Nye detaljer om Peter Gabriels coveralbum

Siden sidste år har Peter Gabriel snakket om et projekt, hvor han vil lave en coverversion af en velkendt kunstners musik, hvis denne artist til gengæld fortolkede en af hans sange, hvilket titlen "Scratch My Back" skulle hentyde til. Nu er der kommet nye detaljer frem om projektet og en mulig trackliste, der er blevet forbundet med albummet.

På listen over bands, der bliver fortolket, finder man gamle koryfæer som Lou Reed, David Bowie, Neil Young, men også nyere indiegiganter som Radiohead, Arcade Fire og Bon Iver. Om fortolkningen bliver gengældt af disse kunstnere, vides endnu ikke, men komponisten John Metcalfe, der også er med i projektet, blev i går citeret for at love, at man kunne opleve Peter Gabriel og "meget, meget berømte sangere og bands" med på selve udgivelsen.

Albummet skulle indeholde fortolkninger, der inkluderede kammermusik eller et helt symfoniorkester. Komponisten John Metcalfe fortæller desuden til BBC 6, at "Det er ikke bare simple coverversioner. Det er store genfortolkninger af nogle berømte numre. Det er ganske radikalt."

Hvordan albummet i sidste ende kommer til at tage sig ud, og hvorvidt bytte bytte købmand-princippet bliver gennemført, vides endnu ikke, men det færdige album forventes færdig i foråret næste år, og en trackliste, der ifølge musiksiden Nme.com er fundet fra den japanske distributør, viser nedenstående sange på "Scratch My Back".

Trackliste:

  1. "Heroes" (David Bowie)
  2. "Street Spirit" (Radiohead)
  3. "The Book of Love" (Magnetic Fields)
  4. "Flume" (Bon Iver)
  5. "My Body Is a Cage" (Arcade Fire)
  6. "Listening Wind" (Talking Heads)
  7. "I Think It"s Going to Rain Today" (Randy Newman)
  8. "Après Moi" (Regina Spektor or Eartha Kitt)
  9. "Waterloo Sunset" (The Kinks)
  10. "The Boy In The Bubble" (Paul Simon)
  11. "The Power of the Heart" (Lou Reed)
  12. "Philadelphia" (Neil Young)
  13. "Mirrorball" (Elbow)

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA