Nyhed

Red Hot Chili Peppers klar med plade næste år

Trommeslager Chad Smith har fortalt om den nye plade, der skulle være klar engang i slutningen af 2010

"Stadium Arcadium" udkom tilbage i 2006, så der er mange, der har ventet længe på at høre nyt fra Red Hot Chili Peppers. Det ser ud til at fans fortsat skal væbne sig med tålmodighed, for selvom bandet er i fuld sving med deres næste udspil, siger trommeslager Chad Smith, at de vil bruge det næste lange stykke tid på at skrive sange.

"Vi har tænkt os at skrive et stykke ud i fremtiden, det tager os som regel ret lang tid." siger Smith til Clash Magazine, og forsøger at regne ud, hvor lang tid deres fans skal vente. Han skyder på, at albummet er klar til næste år, måske med en udgivelsesdato i oktober 2010. 

Det sidste album, "Stadium Arcadium" gav GAFFA tre stjerner, og anmelderen skrev:


"Det er en kolos af et album, hvor man som ofte før må forbløffes over kvartettens formåen. Red Hot Chili Peppers spænder overbevisende fra den emotionelle Hey over den funkstruttende Hump De Bump til den tungt rockende Readymade. Albummet rummer da også mange fine numre med alle chilipebrenes trademark-kvaliteter, og det kunne ikke have fået en mere effektiv appetitvækker end den forrygende førstesingle Dani California."

Bassisten, Michael "Flea" Balzary, har for nylig arbejdet sammen med Thom Yorke, og Smith udelukker ikke, at det samarbejde kan komme til at have indflydelse på lyden på den nye plade. Flea har ihvertfald givet Smith en cd med elektroniske beats på, men han kan ikke give et bud på, hvad det kan komme til at betyde:

"Man ved aldrig [om det får indflydelse på musikken, red.]. Vi har sange, hvor der er klaver med i lige nu, så hvem ved."


Det er dog mere eller mindre bekræftet, at produceren Rick Rubin, som har hjulpet med alle plader siden "Blood Sugar Sex Magik" fra 1991, skal stå for det næste udspil. Det mener Smith i hvert fald, for som han sagde til Billboard.com for et par måneder siden, ender det altid med at blive ham. Ud over den smule information må fans bare vente og se.

ANNONCE