x

White Stripes-sanger beskyldt for overfald på kollega

White Stripes-sanger beskyldt for overfald på kollega

Garageduoen The White Stripes’ mandlige halvdel, sanger og guitarist Jack White (billedet), beskyldes for at have angrebet Jason Stollsteimer, sanger og guitarist i et andet garagerockband fra Detroit, The Von Bondies forleden, skriver mtv.com.

De to stødte sammen på spillestedet Magic Stick i Detroit ved en pladereception for et tredje band, alternative country-gruppen Blanche. Ifølge The Von Bondies’ management angreb White Stollsteimer helt umotiveret. White skulle under en koncert med et fjerde navn, Brendan Benson (der varmede op for Blanche), have trængt Stollsteimer op mod en højttaler og råbt ad ham, og, da Stollsteimer forsøgte at ignorere ham, have spyttet ham i ansigtet og derpå slået ham gentagne gange i ansigtet, væltet ham og fortsat sit angreb, indtil han blev stoppet af adskillige i flokken.

En talsperson for The White Stripes har ingen kommentarer til beskyldningerne, mens Jack White siger, der var tale om selvforsvar, idet Stollsteimer først havde angrebet ham og taget kvælertag på ham.

Ironisk nok har White tidligere hjulpet The Von Bondies på vej ved at lade dem varme op for The White Stripes og ved at producere deres 2001-debutalbum med den i denne sammenhæng meget passende titel "Lack Of Communication".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA