x

Bryan Ferry arbejder sammen med Dj Hell

Bryan Ferry arbejder sammen med Dj Hell

Den aldrende frontmand i det tidligere 80'er artrock-band Roxy Music, Bryan Ferry, er ikke bange for at prøve nye ting af og har blandt andet forsøgt sig med både Bob Dylans velkendte sange og samarbejder med blandt andre Anders Trentemøller. Nu arbejder Ferry sammen med den tyske producer Dj Hell, og de to udgiver sammen nummeret "U Can Dance" som single til næste år.

De to kunstnere mødtes første gang i 2006, da Dj Hell besøgte Bryan Ferry i hans studie i Vestlondon. På det tidspunkt var der snak om at remixe musik fra det hedengangne band Roxy Music, men de to har i første omgang besluttet sig for at udgive et nummer, som bygger på et uudgivet solonummer fra Bryan Ferry.

Bryan Ferry er bestemt ikke nybegynder inden for techno og dance-genrerne og skulle også eftersigende have lagt stemme til et nummer til Anders Trentemøllers kommende album. Han udtaler ifølge Nme.com om sin forbindelse til techno- og dance-miljøet: "Det er altid en glæde at arbejde sammen med folk fra den genre, som følger et enkelt groove."

"U Can Dance" indeholder også remixes af de respekterede folk fra genren: Carl Craig, Tim Goldsworthy fra LCD Soundsystem og Simian Mobile Disco. Derudover er den tilhørende musikvideo instrueret af The Big Pink-forsangeren Jo Apps.

Singlen "U Can Dance" bliver udsendt i januar 2010 og markerer den første udgivelse fra Bryan Ferry, siden coveralbummet "Dylanesque" udkom i 2007 og må siges at være i en noget anden boldgade, end sidst man hørte til den aldrende popsanger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA