Nyhed

Belle & Sebastian til Danmark

De følsomme skotter i Store Vega 24. marts

Det skotske indieband Belle & Sebastian, kendt for forsanger Stuart Murdochs følsomme drengestemme, giver koncert i Store Vega i København 24. marts.

Belle & Sebastian udgav i oktober deres femte studiealbum, "Dear Catastrophe Waitress", der har fået en ganske fin modtagelse, selvom en del nok blev overraskede over, at det er produceret af den gamle 80’er-mainstream-pop-producer Trevor Horn, der senest har arbejdet med russiske t.A.T.u., som unægtelig befinder sig i en noget anden musikalsk boldgade end Belle & Sebastian.

Belle & Sebastian gav deres første koncerter i Danmark i marts 2002, hvor de vakte begejstring på både Vega og på VoxHall i Århus, som dog tilsyneladende bliver forbigået i denne omgang. Siden sidst har Belle & Sebastian skiftet deres kvindelige islæt ud, idet den lejlighedvise leadvokalist Isobel Campbell har forladt bandet til fordel for en solokarriere og er blevet erstattet af sangerinden og violinisten Sarah Martin, som også medvirker på det nye album.


Billetsalget starter onsdag d. 17. december via Billetmaskinen, TDC-butikkerne og Sex Beat Records.

ANNONCE