x

Nye detaljer om andet Glasvegas-album

Nye detaljer om andet Glasvegas-album

Sidste år lagde de skotske melankolikere fra Glasvegas verden ned med deres storladne og intense debut, som de inkasserede de magiske seks stjerner fra GAFFAs anmelder. Tidligere har medlemmerne snakket om, at det andet fuldlængdealbum udkommer til foråret, og nu kommer der flere detaljer frem om den kommende plade.

Frontmanden James Allan har udtalt sig om det kommende album til musiksiden Nme.com, hvor han afslører, at bandet arbejder sammen med både Rich Costey, der producerede debuten, og Rick Rubin. Han fortæller blandt andet i interviewet:

"Alt, hvad der hedder valg af studio og så videre, overlader jeg trygt til Rich Costey, men Rick Rubin vil gerne have os til at optage trommerne i hans hus. Det var meningen, at vi skulle derover for et par dage siden, men lige nu går det for godt med demooptagelserme i Glasgow."

Producerlegenden Rick Rubin har tidligere arbejdet med Beastie Boys, Metallica og Red Hot Chili Peppers, og tilbyder nu sin hjælp til den arbejdsomme gruppe. Men samarbejdet er nu udskudt et stykke tid på grund demooptagelserne, som James Allan også fortæller om i interviewet:

"Vi arbejder med det nye album lige nu. Vi har et lille øvelokale i Glasgow, og vi har optaget albummet i demoform. Jeg vil gerne have hele albummet lavet som demo, før vi går i studiet i Los Angeles og optager det i et stort studie."

Udover detaljerne om de store producere og optageforholdene, åbnede Glasvegas-frontmanden op for hvilke temaer, albummet drejer sig omkring:

"Det handler om at finde kærlighed og tabe kærlighed. Jeg tror stadig, jeg ikke har nogen ide om, hvordan min sangskrivning forløber, og hvad jeg føler og hvad der kommer til mig midt om natten. Men det er et kærlighedsalbum. Det følger op på debuten, hvor der også var kærlighedssange på, men de handlede mest om forventningerne til kærligheden."

Der er stadig ikke kommet nogen decideret udgivelsesdato på det kommende melankolske kærlighedsalbum, men Glasgow-gruppen har tidligere nævnt, at man kan forvente, albummet udkommer i foråret næste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA