Nyhed

Bloc Party-sanger arbejder på soloalbum

Kele Okereke bruger eftersigende sin fritid på at indspille et album sammen med Spank Rock

Engelske Bloc Party udsendte deres seneste album "Intimacy" i 2008, og siden da har de turneret heftigt. Men udover et job i Japan senere på måneden ser det ud til, at det er slut med koncerterne i år, og det er nu kommet frem, at Bloc Party-sangeren Kele Okereke vil bruge pausen til at indspille et soloalbum.

Det er produceren Hudson Mohawke, der i et interview med BBC har afsløret, at Kele er gået i gang med at arbejde på nyt. Han fortæller, at han arbejder på nogle ting til sangerens plade, der er gået i gang med at indspille sit første soloalbum, hvilket han vil lave sammen med et af medlemmerne af Spank Rock.

Historien om det kommende soloalbum går godt i spænd med tidligere historier om, at bandet overvejer at tage en længere pause. Tidligere har trommeslageren Matt Tong udtalt, at medlemmerne har brug for at komme lidt væk fra bandet for at få noget perspektiv, og at han gerne vil bruge tiden på andre projekter.


Kele Okereke har dog endnu ikke selv bekræftet historien om et eventuelt kommende soloalbum.

ANNONCE