Nyhed

No Doubt sagsøger Guitar Hero

Bandet er utilfredse med, at en animeret version af dem kan bruges til at fremføre andres sange i spillet Band Hero

Firmaet Activision Blizzard Inc. har netop udsendt spillet Band Hero, der er en udvidelse af det populære Guitar Hero-serie, og her kan man blandt andet se animerede udgaver af No Doubt, der spiller sangene "Don't Speak" og "Just A Girl". Men man kan også bruge den animerede version af No Doubt til at spille andre sange, og det har nu fået bandet til at lægge sag an mod Activision.

I sagsanlægget anklager No Doubt firmaet for at omdanne dem til et "karaoke-band" og siger, at selvom firmaet havde fået lov til at bruge deres digitale gengangere i forbindelse med bandets egne sange i spillet, er de gået uden for aftalen ved at bruge dem i andre dele af spillet.

Det er blandt andet muligheden for at se No Doubt optræde til tonerne af Rolling Stones' "Honky Tonk Women", der er faldet bandet for brystet skriver Reuters. Det skyldes, at man her kan se Gwen Stefani synge med en mandestemme, der "praler af at have haft sex med prostituerede", som der står i sagsanlægget.


Activisions svar er, at de har holdt sig inden for både lovens og aftalens rammer, når det kommer til brugen af den animerede udgave af bandet. Det var også deres svar, da Courtney Love for nylig brokkede sig over brugen af den digitale Kurt Cobain i spillet Guitar Hero 5, hvor man kunne bruge ham, når man muntrede sig med at spille sange af Bon Jovi, Megadeth og Public Enemy.

No Doubt fremlagde sagsanlægget onsdag 4. november på spillets udgivelsesdato, og her kræver de, at Activision stopper med at distribuere spillet samt tilbagekalder de spil, der allerede er sendt ud.

ANNONCE