x

Joan As Police Woman til VoxHall og Vega

Joan As Police Woman til VoxHall og Vega

Den New York-baserede sangerinde og sangskriver Joan Wasser, bedre kendt som Joan As A Police Woman og med en fortid som violinist for navne som Rufus Wainwright, Antony And The Johnsons og Lou Reed, er en relativ hyppig gæst i Danmark, hvor hun flere gange har gæstet Vega og VoxHall, ligesom hun har spillet på Roskilde Festival.

Nu vender Joan og hendes musikere tilbage til Århus og København, hvor de giver koncert på VoxHall 24. januar og i Lille Vega 26. januar.

Joan As Policewoman debuterede i 2006 med "Real Life", der i 2008 blev fulgt op af "To Survive". Begge album har fået flotte anmeldelser, og tidligere på året udgav Joan coveralbummet "Cover", som hun dog kun har solgt gennem sin hjemmeside og til sine koncerter. Hun arbejder for tiden på sit tredje album med egne sange, som VoxHall og Vega lover smagsprøver fra til koncerterne i januar.

Joan As Police Woman besøgte senest Danmark i juli i år, hvor hun spillede i Lille Vega. Her gav GAFFAs anmelder Morten Gottschalck koncerten fire stjerner og skrev blandt andet: "Lille Vega var et godt valg til koncerten. Bandet, med uformelle og frække Joan i spidsen, er som skabt til mindre scener, hvor en par falske toner snarere opfattes som charmerende end pinlige."

Billetsalget går i gang i nærmeste fremtid, og du kan finde billetter via GAFFA Live

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA