x

Florence And The Machine vender tilbage til Vega

Florence And The Machine vender tilbage til Vega

Den skæve frontkvinde Florence Welch og hendes band Florence And The Machine debuterede i sommer med det solide album "Lungs". Siden har danskerne har haft glæde af indie-gruppen to gange til både Beatday og på Lille Vega. Nu vender sangerinden og hendes band allerede tilbage til landet og spiller denne gang i Store Vega.

Det soulede indierock-album "Lungs" var en stærk debut for Florence And The Machine, som også har hittet i Danmark med singlen "You Got The Love", der netop nu er Ugens Uundgåelige på P3. Debutalbummet blev også rost af GAFFAs anmelder, der belønnede albummet med fire stjerner og ordene:

"Tænk en krydsning mellem Tori Amos og Amy Winehouse eller en musikalsk kusine til svenske Jenny Wilson. 'Lungs' kommer vidt omkring - fra symfoniske pophymner over swingende garage-pop til rustikke murder ballads - og undervejs får Welch vist en forbløffende alsidighed som sanger. Der er meget at glædes over på Florence And The Machines debutalbum, der udstråler et sjældent musikalsk overskud."

Florence And The Machine kan igen opleves på dansk jord, når de stiller på scenen i Store Vega den 28. februar. Billetsalget starter den 6. november, og billetter kan herefter findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA