Navneudskiftning på Musikcaféen efter tyveri af computer – og musik
Som GAFFA.dk skrev forleden, kan man fredag opleve en række spændende Århus-navne på Musikcaféen i Århus præsenteret af det markante lokale indie-selskab Morningside. Imidlertid må et af de tre bands, MaskinPark, melde afbud. MaskinParks hovedkvinde, Tilde, har nemlig fået sin computer med en stor del af musikken stjålet. Uheldigvis havde hun hverken backup eller forsikring...
Derfor har Morningside i sidste øjeblik hevet københavnske Jomi Massage alias sangeren og sangskriveren Signe Høirup Wille-Jørgensen, også kendt fra Speaker Bite Me, ind for at optræde solo. GAFFA.dk skulle hilse og sige, at det lyder ganske lovende at dømme efter Jomi Massages optræden på Lyd+Litteratur-festivalen i Ridehuset i Århus i oktober.
Samme aften kan man opleve de to Morningside-bands Larsen & Furious Jane og The Morningside, der spiller hhv. alternative country/americana og lo-fo, og førstnævnte udgiver til foråret sit debutalbum med arbejdstitlen "I’m Glad He’s Dead". Du kan læse mere om Larsen & Furious Jane i GAFFAs januarnummer, som er på gaden 8. januar.
Dagen før kan man sammesteds opleve af de andre toneangivende, lokale indie-selskaber, Bird Hits Plane, præsentere tre bands: Tiger Tunes, Kvæg (afskedskoncert) og Bellarocca. Begge koncerterne er led i et nyt koncept på Musikcaféen, hvor man fra tid til anden lade et markant pladeselskab præsentere sine kunstnere.