Grime-rapperen opfører sammen med blandt andre Yo-Akim, Steen Koerner og Robotdrengene i stykket "Menneskerobot"
Steen Koerner har tidligere opsat breakdance-stykker som "Nøddeknækkeren", "Slumprinsessen Og De Syv Smalltime Hustlers" og "Sylfiden", der netop har været genopført med stor succes. Nu kaster breakdanseren og koreografen sig over et nyt projekt kaldet "Menneskerobot", hvor han har inviteret den amerikanske poet Saul Williams, Lucy Love (billedet) og Robotdrengene indenfor.
"Menneskerobot" skildrer mennesket i den moderne storby med de teknologiske fremskridt, som følger, og et spørgsmål, om man stadig giver plads til forskellighed. Teksterne leveres af den verdenskendte poet Saul Williams og af den danske grime-prinsesse Lucy Love, mens Yo-Akim, der også har komponeret musik til både "Nøddeknækkeren" og "Sylfiden", står for den musikalske del.
41-årige Steen Koerner har i mange år arbejdet med gadedansen og hiphopkulturen, som han har bragt ind på de store teaterscener i landet. Sidst publikum kunne opleve Koerners værker, var det med genopførelsen af "Sylfiden", som blev belønnet af GAFFAs anmelder med fire stjerner og fik følgende ord med på vejen:
"Oprindeligt er "Sylfiden" en tragedie, men hos Koerner, Clemens og komponisten Yo Akin Hjejle er det nærmest en sorthumoristisk tragikomedie, som blandt andet rummer en skarp satire over dobbeltmoralske præster. I sagens natur danses der masser af breakdance - ikke mindst når sylfiderne skal lokke menneskene i fordærv - og danserne er fremragende."
Det kommende stykke skorter heller ikke på dansedelen, hvor det især er electric boogie, der er i højsædet. Udover de Talent 2008-vindende dansere fra Robotdrengene, kan man opleve den amerikanske danser Pandora og japanske Koichiro Mori "M516", der er kendt som verdens bedste menneskerobot.
Publikum kan se frem til det stort opsatte værk "Menneskerobot", som har verdenspremiere den 9. januar på Dansescenen i DANSEhallerne i København.