x

Joss Stone til Danmark

Joss Stone til Danmark

Den engelske soulsangerinde Joss Stone fik masser af vind i sejlene, da hun debuterede med "The Soul Sessions" tilbage i 2003, kun 16 år gammel efter at være blevet opdaget i den engelske udgave af talentshowet "Stjerne For En Aften" i 2001. Og modsat mange andre talentshow-vindere har hun vist, at hun er meget mere end en døgnflue. Hun har solgt otte millioner album, været nomineret til adskillige Grammy- og Brit Awards og optrådt med så markante kunstnere som James Brown, The Rolling Stones, Stevie Wonder, Elton John, Patti Labelle, Mavis Staples, Donna Summer og Smokey Robinson.

Joss Stone er i dag 22 år og har netop udsendt sit fjerde album, "Colour Me Free", som hun følger op med en turné, der blandt andet bringer hende til Store Vega i København 26. februar.

Det nye album er en blanding af pop, soul, r&b, funk, hiphop samt gospel og byder på en lang række gæste-kunstnere. Herunder Jeff Beck og Sheila E. på "Parallel Lines", Raphael Saadiq (som producerede Joss Stones forrige album, "Introducing Joss Stone") på "Big Ole Game" og Nas på "Governmentalist".

GAFFA har endnu ikke anmeldt det nye album, men vor anmeldelse er lige på trapperne. Vor soulanmelder Sohail Hassan uddelte fem stjerner til forgængeren "Introducing Joss Stone" fra 2007, som han blandt andet skrev følgende om:

"Det største scoop er dog, at Joss har fået selveste Raphael Saadiq til at producere hele albummet. Kombinationen af Stone og Saadiq er gylden. Stone har, som vi alle ved til hudløshed, en stemme, som var hun besat af en sort souldiva fra fortiden. I Saadiq har hun fundet den perfekte musiker, som ifølge hende selv forstod alt, hvad hun gerne ville uden problemer. Man skal ikke langt ind på den nye skive, før man kan høre, at den stadig temmelig unge dame har styr på det. Det ene vellydende og interessante nummer afløser det andet."

Billetsalget til koncerten i Store Vega 26. februar begynder fredag den 13. november klokken 10 og kan købes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA