Sterling på vej med treer

Sterling på vej med treer

Københavnergruppen Sterling fortæller i deres nyhedsbrev med den finurlige titel "Sterlingske Tidende", at de har færdigindspillet og -mikset deres tredje album, som er lige på trapperne. Det skal dog lige mastereres, og udgivelsesdatoen er endnu ikke fastsat.

Det nye album udkommer på Kristian Leth og tvillingebrødrene Frederik og Fridolin Nordsøs pladeselskab Speed Of Sound, der også er kendt for udgivelser med blandt andre Are We Brothers?, Le Fiasko og pladeselskabsejernes eget selskab The William Blakes. Dermed er det Sterlings tredje album på det tredje pladeselskab, da debuten "Solo Danser Mama Sjus" fra 2004 udkom på det nu lukkede selskab Bird Hits Plane, og opfølgeren "Yndigt Land" fra 2006 blev udgivet på Crunchy Frog.

Sterling fortæller, at Kristian Leth efter utallige gennemlytninger kalder albummet for "præcis det mesterværk, vi har håbet på", men han er selvfølgelig ikke helt neutral i denne sammenhæng. Knap så partisk var GAFFAs anmelder, der i sin tildelte "Yndigt Land" fire pæne stjerner og blandt andet følgende ord:

"De hurtige sange har fået mere fremdrift, og balladerne mere tyngde. I førstnævnte kategori finder vi albummets fire åbningssange, hvor ikke mindst de to første, de særdeles iørefaldende Ikke Rigtig I Mit Hoved og Kom Nu Hjem har oplagte hitkvaliteter. I den mere afdæmpede afdeling finder vi titelnummeret, en skarp kommentar til tidens hjemlige, uklædelige nationalisme og kræmmermentalitet, og Festen, en gravalvorlig og meget smuk ballade om selveste døden"

Singleforløberen til det nye album har fået titlen "Spring For Dit Liv" og kan lige nu ses på DR TV's nye netkanal Pirat TV.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA