En af Irans største sangere i nyere tid, Ebi, kommer forbi Århus for at give koncert i december
Ebrahim Hamedi, bedre kendt som Ebi, har længe haft status som en af Irans største sangstjerner, og han er kendt verden over for sin legendariske stemme. Nu gæster han Train, hvor han skal optræde i forbindelse med arrangementet Persian Nights, hvor man også vil få mulighed for at stifte bekendtskab med de to dj's Dj Human (Dubai) og Dj Omid (DK).
Ebi har været aktiv som musiker siden 1960'erne, og han var i den grad en pioner inden for popmusik i Iran, både i gruppen The Black Cats og som solist. På grund af de interne stridigheder i Iran, og Iraks angreb på landet, valgte Ebi i 1980 at flytte til Los Angeles, og herfra har han ført en utrolig succesfuld karriere, der har taget ham verden rundt mange gange. Han har udgivet sytten solo-albums, vundet et utal af priser, og udsolgt koncerter i nogle af de største spillesteder i verden, blandt andet Sydney Opera House.
Arrangørerne lover en ganske særlig oplevelse for publikum, et smukt eksempel på persisk musik og kultur. Koncerten finder sted på Train, Århus, onsdag den 9. december klokken 21.00. Billetter kan findes via GAFFA Live.