Nyhed

Spillesteder i forsat krise

Velkendte scener som Amager Bio og Jazzhouse er stadig lukningstruede på trods af de nye tiltag fra politikernes side

Ølsalget er blevet vitalt for de store spillesteder, der stadig har ondt i økonomien på trods af forskellige tiltag og hjælp fra blandt andet Københavns Kommune. Politikerne er opmærksomme på problemet, og arbejder på at finde mere langsigtede løsninger.

Jesper Nordahl er både formand for sammenslutningen Spillesteder.dk og centerleder for spillestedet Amager Bio. Han forklarer til Politiken, hvor skrøbelig spillestedernes økonomi er:

"Det hænger simpelthen ikke sammen. Man forventer kulturpolitisk set, at vi både kan levere kultur og så sælge en masse øl for at få det til at hænge sammen. Efter finanskrisen er det blevet meget tydeligt, hvor uholdbart det er."


Politikerne er tydeligvis klar over spillestedernes økonomiske problem, som stadig er aktuelle på trods af de seneste måneders tiltag med hjælpepakker fra især Københavns Kommune, hvor mange af de lukningstruede spillesteder naturligvis ligger. Venstres kulturordfører, Troels Christensen, udtaler i samme artikel i Politiken:

"Det er ikke holdbart, så vi arbejder på at finde nogle løsninger. Jeg lover ikke guld og grønne skove, men det er absolut øverst på dagsordenen for kulturinvesteringer. Personligt er jeg meget tilfreds med det, som spillestederne præsterer. Vi får meget for pengene, de bidrager i høj grad til den kulturelle folkesundhed, og det giver fællesskaber på tværs af mange skel."

Netop folkesundheden kommer også på tale, hvis man spørger nogle af folkene bag spillestederne til deres krisetilstand. Lennart Ricard, der er bestyrelsesformand for JazzHouse mener blandt andet, at de skal "opfordre unge mennesker til at drikke et par øl mere for at få det til at løbe rundt," hvilket virker paradoksalt for dem.


Det lykkedes dog ikke specielt godt for spillestederne at klamre sig til ølsalget, der i takt med finanskrisens indtog også har styrtdykket. For eksempel er omsætningen i baren på kort tid faldet med 30 procent i Amager Bio, hvilket er en del af grunden til, at netop de råber vagt i gevær endnu en gang.

ANNONCE