x

Giana Factory tager på turné

Giana Factory tager på turné

De tre danske piger fra Giana Factory har allerede været Europa rundt én gang i år, i selskab med Glasvegas, og sørme om de ikke gør det igen, inden vi når ind i det nye år. Denne gang tager de turen med The Asteroids Galaxy Tour, og lægger vejen forbi Tyskland, England, Schweiz, Holland, Frankrig og Tjekkiet, før de kommer hjem igen og spiller to koncerter i Århus og København som afslutning.

Giana Factory udgav deres første ep for en måneds tid siden, til stor ros i anmelderkredse, og arbejder i øjeblikket på et fuldlængde studiealbum, men det lader ikke til, at de unge damer vil spilde tiden på at være et lokalt fænomen. De hopper med på The Asteroids Galaxy Tour-bussen, og det er om nogen en meningsfuld forbindelse, for de klarer sig fremragende i udlandet, så det er bestemt en god vej frem.

GAFFA anmeldte pigernes ep "Bloody Game", der fik fire stjerner, og følgende kommentar:

"Alle fire sange på Bloody Game EP er ret enkle og ganske velskrevne og strækker sig fra det let melankolske åbningsnummer Melody Melody over den eftertænksomme titelsang til den mere tempofyldte Trippin' og den vuggende og diskret sensuelle Heart Thief. En absolut lovende ep, og vi venter i spænding på et helt album fra det talentfulde firkløver."

Det fulde album skulle ligge klar på hylderne til april næste år. Giana Factory kan som nævnt opleves live herhjemme med The Asteroids Galaxy Tour inden da, på Train, Århus, den torsdag den 17. december og på Vega, København, lørdag den 19. december. Billetter til koncerterne kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA