Nyhed

Hardrockfestival i Aars lørdag

Dawnbreak, Star*Rats og Terminal er hovednavnene på dette års udgave af Rock Underground

Den nordjyske metalfestival Rock Underground så dagens lys for otte år siden, og hvad der startede som en lille koncert i den lokale smedje, har nu udviklet sig til en regulær endagsfestival afholdt i Kultur- og Messecenter Aars, hvor der sidste år var 2 scener, 20 bands på plakaten og 500 besøgende. Fokus er på rock i den lidt tungere afdeling.

Festivalen er nu tilbage i morgen, lørdag den 14. november. Igen er der to scener og 10 timers nonstop livemusik, om end der i år "kun" er 15 bands på scenerne. Festivalen har i år, ud over en række nordjyske bands, også hentet grupper fra både København og Sverige til Aars.

Dette års hovednavne er:
Dawnbreak - som for to år siden udgav en demo, som selveste Mike Chapman faldt pladask for. Den verdenskendte producer
har arbejdet med navne som Ozzy Osbourne, Lita Ford, The Knack, Suzi Quatro, Tina Turner, Sweet og Blondie, haft 140 top ti-hits i USA og medvirket på over 300 millioner solgte plader. Samarbejdet førte til, at Chapman miksede tre af bandets sange og inviterede dem til USA for at indspille deres debutalbum, som de i øjeblikket er ved at skrive sange til.


Star*Rats (Sverige/Danmark) - har tre album i ryggen og har turneret hele Europa rundt med navne som Dokken, Hot Leg, Mustasch
og Alice Cooper. De har netop udgivet albummet "Screw The Consequences", som GAFFAs Keld Rud tildelte tre stjerner med blandt andet følgende ord: "Svensk-danske Star Rats har med udgangspunkt i sleaze- og glamrocken tilsat lidt ekstra metallisk tyngde indspillet deres tredje album, Screw The Consequences. Star Rats rammer selve lyden ganske godt med masser af rå kraft. Stilen bliver fremført med stor autenticitet og selvsikkerhed. Star Rats tæller nogle habile musikere, der forstår at groove tungt."

Terminal (København, billedet) - skrev sidste år kontrakt med Trechoma Records og udgav tidligere på året deres anmelderroste "Bring Forth the Few". Et album, som GAFFAs Keld Rud tildelte fire pæne stjerner og blandt andet skrev følgende ord om: "Med fødderne solidt plantet i halvfemsernes danske rockscene debuterer denne unge vestjyske trio på ganske overbevisende facon. Det ville ikke være helt ved siden af at karakterisere Terminals lyd som en krydsning af Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy tilsat en sjat følsomhed a la Jeff Buckley."

Ud over disse tre bands kan man opleve Dance With Dirt, Den Syngende Bager Thomas Pedersen med band, Known Parole, Touching Grace, No Great Escape og mange flere.


Arrangementet starter klokken 16.30, og det koster en beskeden halvtredser at komme ind.

ANNONCE