x

The Who til Super Bowl

The Who til Super Bowl

Siden Janet Jackson og Justin Timberlake i 2004 var involveret i en kostumeskandale i forbindelse med pauseshowet til Super Bowl XXXVIII har man fra NFL's side satset på lidt ældre og sikre navne, hvilket sjovt nok har inkluderet Prince, og efter år med Tom Petty, Paul McCartney og Bruce Springsteen ser det nu ud til at turen er kommet til The Who.

Finalen mellem AFC og NFC-konferencerne afvikles 7. februar under titlen Super Bowl XLIV på Dolphin Stadium i Miami og bliver denne gigantiske sportbegivenhed lige så populær som finalen i Tampa tidligere på året, vil den blive set af omkring 100 millioner mennesker i USA alene.

Det var også det antal amerikanere, der så Bruce Springsteen optræde med singlen "Working On A Dream" fra albummet af samme navn, der udkom samme uge som Cardinals og Steelers mødtes i Super Bowl XLIII. Så aktualitet er bestemt en faktor, når det kommer til udvælgelsen af bands til halvlegsshowet.

Det går ganske godt i tråd med historier om, at Pete Townshend lige nu arbejder på materiale til en musical med titlen "Floss" samt historier om, at The Who planlægger at turnere i USA i 2010.

Det er Sports Illustrated, der er gået med historien om The Who som hovednavn til Super Bowl-showet til næste år. Det er dog endnu ikke blevet bekræftet af NFL, der har udtalt: "Vi skal nok annoncere noget, når vi har noget at annoncere".

Super Bowl XLIV afvikles 7. februar i Miami.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA