x

Hviderussisk rockstjerne risikerer dødsstraf

Hviderussisk rockstjerne risikerer dødsstraf

Hviderusland, eller Belarus som landet egentlig hedder, er det eneste land i Europa og det tidligere Sovjetunionen, der endnu idømmer dødsstraf, og det ser ud til, at den politisk aktive rockmusiker Igor Koktysh vil få den at føle på egen krop. Han blev i 2001 anklaget for mord, men da han kunne bevise, at han var i en anden by, da mordet skete, blev anklagen afvist. Han flyttede i 2002 til Ukraine, og herefter appellerede anklageren sagen, som blev taget op igen.

Koktysh har siddet varetægtfængslet i Ukraine siden den 25. juni 2007, og det overvejes i øjeblikket, om han skal udleveres til sit tidligere hjemland, for at modtage sin dom. Amnesty International mener, at anklagen er fabrikeret, og beder alle om at appellere til den ukrainske regering. Amnestys kampagnedirektør Tim Hancock udtalte sig om sagen:

"Det er tydeligt, at Igor Koktysh forfølges for sin politiske overbevisning. Igor har ikke udført vold - han er blevet fængslet for at sige, hvad han mener. Denne mand kan blive henrettet - skudt i baghovedet - bare for hans politiske musik og aktivisme. Det er skandaløst, at den Belarussiske regering har fabrikeret en mordanklage mod ham. Alle, der tror på ytringsfrihed bør gå med os i kampen, og tage standpunkt i denne sag. Vi må bede den ukrainske regering om at frigive ham omgående, og sikre sikre sig, at han ikke bliver tvunget tilbage til Belarus."

Igor Koktysh har i mange år været en aktiv støtte af den politiske opposition i Hviderusland, hvor folkeafstemninger, ifølge det danske udenrigsministerium, endnu ikke eksisterer. Mange af oppositionens aktive støtter forfølges på den ene eller anden måde. Koktysh skulle ifølge Amnesty have været udsat for tortur under sin fængsling i Hviderusland, og var blevet forsøgt anholdt og anklaget mange gange før mordanklagen. Den europæiske menneskerettighedsdomstol undersøger i øjeblikket anklagen, og har forbudt den ukrainske regering at udlevere Koktysh, før de har afgjort sagen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA