x

Gus Gus gæster Århus

Gus Gus gæster Århus

I 1995 i Reykjavik blev Gus Gus dannet som et seks mand stort kunstnerkollektiv, der blandede videoer, scenekunst og ikke mindst en speciel blanding af musikstilarter. Soultechno-gruppen har senere ændret besætning flere gange og består nu til dags af tre medlermmer, der nu igen besøger landet. Denne gang er det Århus, som står for skud.

Den århusianske klubaften Ulah så første gang dagens lys i januar i år, hvor Lulu Rouge stod for underholdningen. Nu forsøger klubben sig med den islandske gruppe, der tager materiale fra deres nyudgivne syvende album "24/7" med sig, mens de danske dj's og producere Klovn og Kasper Bjørke giver en hånd med til festlighederne.

Duoen Klovn består af de to producere og dj's Buda fra førnævnte Lulu Rouge og Krede, der er kendt fra P3's D'Storemix, er især værd at lægge øre til, når de varmer publikum op til den islandske trio og efterfølgende fest. Både Klovn og Kasper Bjørke har desuden bedraget med remix af Gus Gus' singleudspil "Add This Song" fra det nye album.

Den dansevenlige blanding af soul og techno gør Gus Gus til en høreværdig oplevelse, hvilket de har bevist med deres tidligere besøg, hvor de sidst kom forbi Vega i juni i år. De tre nuværende medlemmer Stephan Stephensen, Birgir Þórarinsson og sangeren Daniel Ágúst Haraldsson kan nu igen opleves på dansk jord, når Gus Gus gæster Århus den 26. februar.

Billetter til arrangementet kan findes via Trains egen hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA